Bordtennisspilleren Mie Skov, var den deltager, der overraskede mest, da tiende sæson af 'Vild med dans' havde premiere fredag aften. Hele 16 point scorede parret og fører dermed konkurrencen.

Få timer før premieren på TV2s populære danseprogram lå Mie Skov til en middelmådig placering med odds 8.00 hos bookmakerfirmaet Betsafe. Men bordtennisspilleren imponerede hjemme i stuerne. Og efter showet har Mie Skov taget et ordentligt spring, og flere bookmakerfirmaer tror nu på, at Mads Vad og Mie Skov vinder dette års 'Vild med Dans.

- Efter deres overbevisende optræden i går, følger vi nu trop og har dem som vores topfavorit. Vi mangler stadig at se vores næstfavorit Maria Lucia og Morten Kjeldgaard i aktion, samt fem andre par og meget kan se anderledes ud efter næste fredag, siger Thomas Holm, der er oddssætter hos Betsafe.

Da bt.dk taler med Mie Skov dagen efter premieren på 'Vild med dans' forstår hun ikke helt selv, at det var hende, der stod i kort kjole og høje hæle på dansegulvet i går.

- Jeg er lidt i tvivl, om det virkelig var mig, der stod og fyrede den sindssygt meget af. Jeg har brudt så mange grænser de sidste par uger, mens vi har danset. Så den udvikling, jeg har været igennem både personligt og dansermæssigt, er jo helt vild, siger Mie Skov.

Danseren bag bordtennisspillerens udvikling, Mads Vad, er da heller ikke nybegynder i TV2s populære danseprogram. I 2010 vandt han 7. sæson med vejrværten Cecilie Hother, og siden debuten i sæson 3 har han haft flere sportskvinder under vingerne. Både svømmepigen Lotte Friis og håndboldbabes som Rikke Hørlykke og Louise Spellerberg er blevet ført rundt på dansegulvet af den langbenede danser.

Fredag aftens store taber var Le Gammeltoft og dansepartneren Frederik Nonnemann, der blev sendt i omdans. Derfor spår bookmakerne radioværten meget ringe chancer for at vinde dette års 'Vild med dans.'

Før premieren lå Le Gammeltoft ellers til odds 8.00 på Betsafe, hvilket placerede hende på en fin fjerdeplads. Nu er radioværten røget helt ned på odds 95.00 og har dermed overtaget sidstepladsen fra den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen. Ham har vi endnu ikke set danse. Derfor kan den lidet attraktive sidsteplads let nå at ændre sig i næste uge.

- Le Gammeltoft og hendes partner er selvsagt storfavorit til at ryge ud næste uge. Hun skal ud i omdans, men hvor den kommende uge gerne skulle være brugt på masser af dansetræning, tager Le i stedet en tur til Kenya, siger en skeptisk Thomas Holm.