Et fly med planlagt kurs mod København måtte torsdag evakueres i den sydfranske by Nice, da fundet af en mistænkelig seddel skabte frygt for et muligt terrorangreb.

Der er tale om et fly fra det norske selskab Norwegian, hvor man fandt en seddel med ordene »al-Qaeda was here« efterfulgt af et smilende ansigt, der var tegnet på sedlen. Informationschef Åsa Larsson fra Norwegian fortæller, at personalet tilkaldte fransk politi og fulgte alle procedurer for lignende sager.

- Vi tager altid sådanne sager med absolut største alvor og tilkaldte politiet med det samme. Det var fransk politi, som valgte at evakuere passagererne, og al bagagen blev taget ud, og man undersøgte flyet. Det viste sig, at der ikke var noget som helst på flyet, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Flyet kunne efterfølgende lette og flyve mod København med tre timers forsinkelse.

Den mistænkelige seddel blev fundet i forbindelse med lastningen af bagagen.

- Det stod på engelsk, og der stod »al-Qaeda was here« med en smiley efter teksten, forklarer Åsa Larsson.

Hun understreger, at samtlige passagerer tog evakueringen roligt.