Personale fra Vestre Fængsel skulle gennemføre overførslen af polakken, men han satte sig vildt til modværge, muligvis i et flugtforsøg.
Det udartede til en kamp, hvor der blev slået alarm til Glostrup Politi, der med personale fra tre patruljevogne fik overmandet polakken.
Samtidigt blev politivogne med hunde fra København sendt til institutionen for det tilfælde, at polakken skulle undslippe.
Men han blev anbragt på hospitalet, oplyser Glostrup politi.
Efter anbringelsen på Brøndbylund gik manden på ny amok og blev fastspændt i en sele, som han dog slap ud ad.
Politiet måtte på ny tilkaldes for at hjælpe med at spænde den rasende mand fast igen.
Tidligere på dagen var den 28-årige blevet fængslet i et grundlovsforhør, hvor han ikke selv var til stede. Varetægtsfængslingen blev på 27 dage efter gidseltagningen og bombetruslen torsdag.
Den polske røver kunne ikke selv være i retten af lægelige grunde, og forhøret foregik for lukkede døre, da kriminalpolitiet under afhøringerne af manden har fået "nogle oplysninger", som politiet ifølge kriminalinspektør Per Leo Jepsen helst vil holde for sig selv et stykke tid.
Polakken skal igen i grundlovsforhør, når han skønnes rask nok til at deltage, men det menes nu at have lange udsigter.
Manden havde kun været i Danmark et par dage, da han torsdag ved 16-tiden truede med en bombe, som viste sig at være ledninger i en skotøjsæske, mens han holdt den kvindelige kasserer som gidsel i banken i Revetlowsgade nær Hovedbanegården i København.