En rapport fra det amerikanske efterretningsvæsen slår fast, at Ruslands præsident Vladimir Putin forsøgte at hjælpe Donald Trump med at blive valgt til USAs præsident.
I rapporten står der ifølge flere udenlandske medier, herunder Sky News og AP, at Putin udviklede 'en klar præference for Trump, da det så ud til, at (Hillary, red.) Clinton ville vinde', og at russerne derfor rettede fokus på at 'underminere' Clinton-kampagnen.
Ligeledes står der i rapporten, at man forventer, at Rusland i fremtiden vil forsøge at influere valgprocesser i andre lande, som er USA-venlige.
Rapporten er lavet i et samarbejde mellem de forskellige amerikanske efterretningstjenester. Og her skal der blandt andet stå, præsident Putin 'beordrede' en kampagne, der skulle påvirke det amerikanske valg.
CNN har set dele af rapporten. Og her står der blandt andet:
'Vi vurderer, at den russiske præsident, Vladimir Putin, beordrede en indflydelses-kampagne i 2016 rettet mod det amerikanske præsidentvalg. Ruslands mål var at undergrave den offentlige tro på den demokratiske proces, nedgøre udenrigsminister Clinton og skade hendes valgbarhed og potentielle præsidentskab. Vi vurderer yderligere, at Putin og den russiske regering havde en klar præference for Trump.'
Og tonen i rapporten bliver ikke mindre skarp:
'Ruslands bestræbelser på at påvirke det amerikanske valg i 2016 repræsenterer det seneste udtryk for Moskvas mangeårige ønske om et underminere den amerikansk-ledede liberale og demokratiske orden, men disse aktiviteter viste en betydelig optrapning i den direkte tilgang, aktivitetsniveau og omfanget af indsatsen i forhold til tidligere forsøg,' står der i rapporten.
Ifølge New York Times, så skal de første, der opdagede det russiske forsøg på at påvirke på det amerikanske valg, være den britiske efterretningstjeneste. Så tidligt som i efteråret 2015 skal briterne have opfanget russiske hackerangreb på det Demokratiske parti. Og her skal de have advaret deres amerikanske kollegaer om netop dette.
