Temperaturen på det danske boligmarked er glohed, og priserne på ejerlejligheder er nu kun en bikinistrops bredde fra at overgå toppen i 2007, før boligboblen sprang. Alene fra marts til april i år er ejerlejligheder steget med 3,2 procent, mens en-familiehuse er steget med 1,1 procent i et i forvejen varmt marked. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Lejlighedspriserne ligger nu blot 2,3 procent under toppen i 2007, mens en-familiehuse ligger cirka 16 procent under toppen, når man korrigerer prisudviklingen for inflation, viser beregninger fra Nordea.

»Hvis det tempo, der er på markedet for ejerlejligheder i øjeblikket, fortsætter, er det et spørgsmål om få måneder, før ejerlejlighederne er dyrere, end de var, da boligboblen sprang. Det er ikke et niveau, vi har lyst til at komme op på igen,« siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann og pointerer, at den farligste faktor på markedet lige nu er boligkøbernes psykologi.

»Selv om priserne er høje og burde afskære mange købere, er efterspørgslen høj. Man kan være bekymret for, at nogle købere er bange for, at hvis de ikke køber nu, bliver det endnu dyrere senere, og så køber de dyrt nu, fordi de er bange for at forpasse muligheden. Det er lige præcis det, der kendetegner en boligboble.«

Også cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian hæver advarselsflaget.

»Om der er tale om en boble kan ingen sige med sikkerhed, men risikoen er bestemt til stede. Kombinationen af rekordlave renter og økonomisk højkonjunktur er standardopskriften på, hvordan boligmarkedet kommer til at køre af sporet,« siger han.

Prispresset underbygges af nye tal fra Danmarks største mæglerkæde, EDC. For eksempel er flere end hver 10. ejerlejlighed - 10,4 procent -  i hovedstadsområdet i år blevet solgt til en højere pris end udbudsprisen. Til sammenligning gjaldt det blot 3,3 procent af ejerlejlighederne i hovedstaden i 2012. Samtidig sælges markant færre ejerlejligheder og huse på landsplan med nedslag, og de nedslag, der gives, er faldet fra gennemsnitlig 7,1 procent i 2012 til blot 3,4 procent i år.

»Der er ikke nogen tvivl om, at det er sælgers marked i øjeblikket,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Politikerne har gentagne gange siden 2010 strammet realkreditinstitutternes mulighed for at låne penge ud til boligkøbere, blandt andet med krav om, at køberne skal lægge mindst fem procent af købesummen i udbetaling, og senest har erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) i juni i år henstillet til realkreditinstitutterne, at de begrænser lån uden afdrag og variable renter. Trods indgrebene er priserne skudt i vejret.

»Boligkøbernes efterspørgsel overstiger ganske enkelt de regulativer, politikere har lagt på bordet. Priserne fortsætter med at stige i et hæsblæsende tempo på især ejerlejligheder, og en del af forklaringen er formentlig, at en del unge førstegangskøbere, låner til udbetalingen af deres forældre,« siger Lise Nytoft Bergmann.

På den korte bane er der ikke udsigt til, at boligmarkedet taber pusten, lyder vurderingen. Men stiger renterne mærkbart, vil priserne falder hurtigt og markant, bemærker Lise Nytoft Bergmann. Hun forventer imidlertid kun meget svagt stigende renter, hvis man kigger et-to år frem.

Kigger man lidt længere frem, vil reformen af boligskatterne, der træder i frat 1. januar 2021, ifølge såvel regeringen som økonomerne medføre lavere priser - eller lavere stigningstakter end ellers - på især ejerlejligheder.