Joachim Boldsen satser på at gøre comeback for KIF Kolding København, når danskerne søndag møder makedonske Metalurg på udebane i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Boldsen har været ukampdygtig med knæproblemer, siden han blev skadet i pokalsemifinalen mod HC Midtjylland for to uger siden. Men nu føler forsvarsveteranen sig altså igen klar til at hjælpe holdkammeraterne.

- Jeg tager med til Makedonien for at spille med i kampen på søndag. Jeg mærker ikke rigtig så meget til min skade, så vi håber, at jeg skal være med i alle 60 minutter i Makedonien, for der bliver brug for alle mand dernede, siger Joachim Boldsen til KIFs hjemmeside.

Hjemme i heksekedlen i Skopje er Metalurg normalt en meget svær modstander, og makedonerne har imponeret i denne sæson med sejre over Barcelona og Paris SG. Derfor kræver det en toppræstation fra KIF, hvis de skal have et godt resultat med hjem fra Makedonien.

- Det bliver uden tvivl en mega svær kamp, og vi bliver virkelig testet til det yderste. Publikum på deres hjemmebane er et kæmpe boost for dem, ligesom det er for os, når vi spiller hjemme. De har slået både Barcelona og Paris hjemme, så det vidner om et godt mandskab, som kan spille lige op med de bedste hold i Europa. Det bliver uden tvivl en rigtig spændende kamp, og vi glæder os alle sammen meget til at spille den, siger Boldsen om mødet med Metalurg, der har Pavel Atman og Dario Stanic som to af de største profiler.

Første opgør fløjtes i gang søndag kl. 16.55, mens der er returopgør om en uge i Kolding.