Den ekstremistiske gruppe Boko Haram har løsladt en stor gruppe piger, som blev bortført i 2014.

Boko Haram har løsladt 82 bortførte skolepiger fra Chibok i Nigeria, siger et medlem af regeringen.

Regeringen i det afrikanske land har tidligere sagt, at myndighederne har forhandlet med Boko Haram for at få de bortførte piger på fri fod.

Den ekstremistiske gruppe bortførte flere end 200 piger fra en skole i Chibok i delstaten Borno i 2014.

Nogle er sluppet væk siden. Og i oktober sidste år blev 20 løsladt, efter at Røde Kors fik forhandlet en aftale på plads om deres løsladelse.

Siden begyndelsen af 2014 skal Boko Haram ifølge Amnesty International have bortført flere end 2000 drenge og piger i Nigeria.

De bruges blandt andet som soldater, sexslaver og endda til at begå selvmordsangreb.

Boko Harams overordnede mål er at oprette et islamistisk kalifat.

/ritzau/Reuters