Resten var skrevet inden dommen.

Og her var ingen slinger i valsen: Bogen oser af, af Kurt Thorsen er 110 pct. skyldig.

Hvis dommeren til gengæld havde frikendt Thorsen, havde de tre forfattere haft et problem:

Skulle de skrive deres egen bog om? Eller skulle de fastholde deres egen skyldig version?

Bogen ville dermed ende som kontroversiel godnatlæsning for de dommere i Landsretten, som nu skal behandle appelsagen.

Men Thorsen blev som bekendt dømt med piber og trommer i byretten, præcis som denne bog nu dømmer ham.

Hvis landsrettens dommere nu vil hævde, at de ikke har tænkt sig at læse "Falsk som blæk" - så vil jeg personligt ikke tro dem over en dørtærskel.

Bedre fremstilling

Bogen giver nemlig på flere måder en bedre fremstilling, end anklager Merethe Vestergaard formåede i Byretten.

I sine bedste passager er "Falsk som blæk" næsten fremragende. De mange falske underskrifter og sørgmuntre episoder sættes i perspektiv. Selve sagen forklares i et let sprog uden dikkedarer.

Det er langt bedre, end hvad de samme journalister præsterede i deres egen avis, Politiken, hvis dækning af sagen ofte var kedsommelig læsning.

Men denne bog er også langt bedre, ja klasser bedre, end Rasmus Trads-bogen "Skyldig", som i et og alt er plat, primitiv og enfoldig.

Så meget desto mere burde forfatterne have afholdt sig fra deres talrige næsten-citater fra Trads-bogen.

Svagheden ved "Falsk som blæk" er dog først og fremmest, at Kurt Thorsen ikke har medvirket til forfatternes research.

Han sagde selv nej - velvidende at sagen under alle omstændigheder ville ende i landsretten.

Resultatet er derfor, at en række påstande fra f.eks. Trads og advokat Robert Koch-Nielsen står uimodsagte.

Hvidvasker sig selv

I denne bog formår Koch-Nielsen totalt og uimodsagt at hvidvaske sig selv. Og forfatterne nævner end ikke hans selvmodsigelser i byretten.

Spørgsmålet er, om Kurt Thorsen her i bagklogskabens ulideligt klare lys alligevel fortryder, at han takkede nej til de tre forfattere.

"Falsk som blæk" fremstår nu dels som den endegyldige sandhed - dels som Thorsen-fjendtlig godnatlæsning for landsrettens dommere.

Omvendt kan Kurt Thorsen med god ret og oprejst pande hævde, at han kun fører sin sag i retten. Og altså ikke i litteraturen.

Bogens anden svaghed er, at den er skrevet af erhvervsjournalister. Deres forsøg på også at ramme en psykologisk dimension lykkes kun delvist.

Uden direkte at nævne p-ordet fremstilles Kurt Thorsen som en charmerende psykopat, der tror på sine egne løgne.

Og Trads som en ynkelig lille mand, der bare gerne ville være en stor mand.

Den tredje svaghed er, at forfatterne ikke giver et svar på sagens måske vigtigste spørgsmål:

Hvad ville der være sket, hvis ikke PFA-skandalen var blevet afsløret 19. januar 1999?

Var Thorsens korthus alligevel væltet? I givet fald: Hvornår?

Netop dette spørgsmål formåede hverken anklager eller forsvarere at forklare overbevisende i byretten.

I den forbindelse undgår forfatterne f.eks. fuldstændig at nævne et af sagens store mysterier: Hvorfor lejede Kurt Thorsen kontorer hos PFA - nærmest inde i løvens egen hule?

Hvorfor skulle hans spanske projekt sælges netop fra PFA og sammen med PFA, hvis det hele var et falskneri?

Det var jo næsten som at tigge om en afsløring.

"Falsk som blæk" er således en god, gedigen bog med åbenlyse svagheder. Den vil blive flov læsning for Thorsens dyrt betalte advokater og rådgivere, der alle står tilbage som naive, tossegode tåber.

En historie med mange skurke - og ingen helte.

Aligevel vover forfatterne at udråbe advokat Jørgen Grønborg som en slags helt.

Det var Grønborg, som brød sin tavshedspligt, og dermed fik skandalen til at rulle. Ifølge denne bog gjorde han det af et godt og ærligt hjerte, hvorfor han ikke fortjente sin senere påtale fra Advokatrådet.

Men helt så enkel er sandheden næppe.

F.eks. kunne man godt forestille sig, at Grønborg også havde sin egen kage at mele.

Måske frygtede Grønborg, at der senere kunne rejses erstatningskrav mod hans eget og Robert Koch-Nielsens advokatfirma.

Måske var det derfor, han sladrede til Fondsbørsen, selv om det mest naturlige havde været en henvendelse direkte til PFAs chef.

Også i tilfældet Grønborg forholder Politikens grundige trekløver sig fuldstændig ukritisk.

Som de også gør til andre af de kilder, som takkede ja til at medvirke i deres bog.

Læses med forbehold

Derfor bør "Falsk som blæk" læses med forbehold. Til gengæld bør den læses af enhver, som har bare en perifer interesse i denne århundredets svindelsag.

Bogen afslører en række nye spændende detaljer.

"Falsk som blæk" er et seriøst stykke arbejde, som desværre skæmmes af brugen af anonyme kilder.

Det havde f.eks. ikke været nødvendigt at hænge cheferne i danske pensionskasser ud som villige modtagere af Thorsens call-girls.

Når ingen er nævnt og intet er dokumenteret - er alle under mistanke.

Og den form for seksuel bestikkelse er jo noget mere flovt for modtageren end for ædle giver, Thorsen.

"Falsk som blæk - bogen om PFA-sagen". Af Bjørn Lambek, Adam Hannestad, Bo Søndergaard. Børsens Forlag, 299 kr. udkommer i dag.