Det er yderst sjældent, at dronning Margrethe offentligt fortæller, at hun har grædt. Og da slet ikke, hvad der fik majestæten til at få våde øjne.
Men da Dronningen for nylig læste en ny, norsk biografi om den tidligere tronarving, prins Christian Frederik, den senere kong Christian den 8., blev hun så bevæget, at tårerne stod hende i øjnene.
Det fortæller Lars Roar Langslet, forfatteren bag biografien 'Christian Frederik - en biografi, til den norske avis Aftenposten.
Biografien handler om den dengang danske prins, der i 1813, der som den danske konges udsending, blev sendt til Norge. Her tog han initiativ til at danne Riksforsamlingen, hvor han blev verdens første folkevalgte konge.
Men selv om prins Christian Frederik altså blev valgt af det norske folk som dets konge, blev han alligevel drevet ud af Norge få måneder senere. Og det er beskrivelsen af kongens sidste tid i Norge, der ifølge Lars Roar Langslet har bevæget den danske dronning så meget.
- Dronning Margrethes kommentar gjorde stærkt indtryk på mig, så jeg husker tydeligt, hvad hun sagde: 'Da jeg læste Deres skildring af Christian Frederiks sidste tid i Norge, stod tårerne mig i øjnene', fortæller forfatteren til den norske avis.
Han er også helt sikker på, at dronning Margrethe opfatter den senere danske kong Christian den 8. som den mest intellektuelle i den kongelige familie. Han var nemlig kendt for at pleje omgang med den daværende, danske kulturelite, der omfattede navne som H.C. Andersen og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, både før og efter han blev konge i 1839.
Christian den 8. var konge indtil sin død i 1848, hvor overlod tronen til sin søn, kong Frederik den 7.