Ruslands præsident lukkede mandag landets officielle nyhedsbureau og erstatter det med et bureau, hvis leder er kendt som bøssehader og anti-amerikaner. Det nye bureau skal forbedre Ruslands image i udlandet.
RUSLAND: Den russiske præsident, Vladimir Putin, lukkede mandag overraskende det officielle statslige nyhedsbureau, RIA Novosti, for at erstatte det med et nyt bureau ledet af en hans loyale støtter.
Samtidig blev den ligeledes statslige radiostation Voice of Russia også lukket
Meningen med det nye bureau, der får navnet Rossiya Segodnya - Rusland i dag - er ifølge Reuters at forbedre Ruslands image i udlandet.
De fleste russiske medier er i dag fuldstændig ukritiske over for den magtfulde præsident, og med udnævnelsen Dmitry Kisselev, der er kendt for sine anti-homoseksuelle, anti-amerikanske og anti-oppositionelle holdninger, som chef for det nye bureau, føres den linje fuldt igennem.
En af Kisselevs mere bizarre udtalelser faldt ifølge BBC for nylig, da han erklærede, at hjerter fra bøsser hellere skulle brændes end bruges i transplantationer. Han er i øjeblikket leder af en statsejet TV-station, men er ifølge AFP bedst er kendt for et ugentligt program, hvor han slynger giftigheder ud om oppositionen.
RIA Novosti er de senere år vokset i omfang og er et af verdens største nyhedsbureauer, og står faktisk som sponsor for det kommende vinter-OL i den russiske sortehavsby, Sotji. Nyhedsbureauet har ikke holdt sig tilbage i forhold til kritik af regeringen, men viderebragt synspunkter fra oppositionen og rapporteret fra kontroversielle retssager, hvor oppositionsfolk har stået tiltalt.
Ifølge Reuters har det nye bureau mange ligheder med Sovjet-æraens APN, der ene og alene reflekterede politibureauets synspunkter og publicerede artikler om »det sociale, økonomiske og kulturelle liv blandt det sovjetiske folk og emner, der afspejler det sovjetiske samfunds syn på vigtige interne og internationale begivenheder«.
Forskellen på APN og Rossiya Segodnya er ifølge det nye bureaus guidelines ikke stor. Målsætningen for Rossiya Segodnya lyder ifølge dekretet fra præsident Putin:
» Rossiya Segodnyas hovedfokus vil over for udlandet være at fremhæve den statslige politik og det offentlige liv i Den Russiske Føderation.«