Det danske samfund står med en række uløste problemer, efter at trepartsforhandlingerne fredag eftermiddag officielt er blevet aflyst af regeringen.

Sådan lyder det fra LO-formand Harald Børsting, der er ked af, at det ikke lykkedes for parterne at nå til enighed om en aftale, der skulle bidrage med fire milliarder kroner til landets økonomi.

- Vi skyldte vores medlemmer at finde en løsning. Det skyldte vi det danske samfund, siger Harald Børsting på et pressemøde i kølvandet på meldingen om de skrinlagte forhandlinger.

Børsting understreger, at »udfordringen består«, når det gælder om at finde penge, og han peger på, at grunden til de kollapsede forhandlinger skal findes i de nuværende arbejdsløshedstal.

Regeringen ønsker at øge danskernes arbejdstid, men det budskab har været svært at sælge for fagforbundene, når flere af deres medlemmer går uden arbejde, forklarer LO-formanden.

Konflikten med baglandet fortalte Børsting om til finansminister Bjarne Corydon (S) under en samtale fredag morgen.

- Jeg gjorde opmærksom på, at vi har store problemer med at forklare vores medlemmer, at der skal arbejdes mere i en tid, hvor der mangler arbejdspladser, siger Børsting. Han beskriver det som et »timingsproblem omkring øget arbejdsudbud«.

Ifølge finansministeren, var det den klare afvisning fra Dansk Metal, om at gå med til at sløjfe ferie- og helligdage, der var den »udløsende faktor« for sammenbruddet i forhandlingerne. Men Dansk Metals holdning møder opbakning i LO.

- Det er ikke noget hemmelighed, at vi har været ude i en ganske stor debat med vores bagland. Det har ikke bare været et Metal-fænomen, at der har været skepsis over for den måde at finde arbejdstid på, siger han.

- Medlemmer har haft fire år i træk med reallønsfald, så det er svært at bede om mere, forklarer Børsting.

Men selvom LOs medlemmer er gået langt, er man fortsat er villig til at hjælpe med at finde en løsning, lyder det fra formanden.

- Jeg oplever stadig en ganske stor vilje til at tage ansvar for, at problemerne bliver løst. Der, hvor vi er kørt fast er, at, vi ikke ønsker at bidrage med fridage eller feriedage, siger Børsting.

Han udelukker ikke, at man igen kan sætte sig sammen med regeringen for at diskutere en løsning.

- Vi er fortsat parat til at drøfte, hvordan vi løser de konkrete udfordringer, men i en anden ramme, siger han.