Find mobiltelefonen frem og tag et billede af det tomme køleskab, den fulde far eller de tomme flasker. Sådan lyder opfordringen fra Børnerådet til børn, der oplever omsorgssvigt i hjemmet. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Hvis man som barn ikke bliver troet på, når man fortæller, hvordan det er derhjemme, er der ikke noget nemmere end at bruge mobiltelefonen. Misbrug er meget visuelt, men der er ikke særlig mange sagsbehandlere, der kommer ud og ser det, siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, til avisen.

Børnerådet foreslår, at børnene derefter sender billederne til deres sagsbehandler eller skolelærer.

Overlæge May Olofsson, der er leder af Familieambulatoriet i Region Hovedstaden, bakker op om idéen.

- Der er ulemper ved alle metoder, men hvis børn ikke bliver hørt af de ansvarlige voksne, er det her et godt redskab, så de kan få hjælp, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Men flere andre eksperter ser mere kritisk på idéen. Det er kommunens ansvar - ikke børnenes, lyder det.

- Det er meget kontroversielt. Jeg ser det som udtryk for en magtesløshed over for sagsbehandlingen i kommunerne. Men det er ikke børnenes ansvar, at retfærdigheden sker fyldest. I stedet bør man insistere på, at kommunerne bliver bedre til deres arbejde, siger Thomas Ploug, medlem af Det Etiske Råd og lektor ved Aalborg Universitet.

Børnerådets Lisbeth Zornig Andersen peger på, at i den såkaldte Brønderslev-sag kunne kommunen muligvis have grebet ind tidligere, hvis børnene havde kunnet fotodokumentere de forhold, de levede under.