Børnehavebørn vil kunne lukke døren til toilettet
Stort flertal blandt børnene bryder sig ikke om at gå på toilet, når der er andre børn til stede. Det viser ny undersøgelse fra Børnerådet.
Stort flertal blandt børnene bryder sig ikke om at gå på toilet, når der er andre børn til stede. Det viser ny undersøgelse fra Børnerådet.
Mange børn i børnehaver landet over vil gerne kunne lukke døren indefra, når de skal på toilet. Det viser en undersøgelse, som Børnerådet har lavet blandt 1143 børnehavebørn, primært i alderen fem-seks år.
61 procent giver udtryk for, at de ikke kan lide at sidde på toilet, mens der er andre børn i det samme rum.
- Mange steder er de toiletter, børnene bruger, placeret på rad og række ved siden af hinanden. Det betyder, at et toiletbesøg bliver en social begivenhed snarere end et privat ærinde, siger Lisbeth Wilms, sundhedsplejerske og medlem af Børnerådet.
Toilethygiejnen er børnene derimod tilfredse med. 63 procent mener, toiletterne er »rene nok«. I det hele taget mener børnene, at der er rent i børnehaverne. 62 procent svarer nej på spørgsmålet: »Synes du, der er beskidt i børnehaven?«
Hele 81 procent mener, at der er »nok plads at lege på i børnehaven«. Derimod mener 41 procent, at der er »for meget larm og støj«.
Det er første gang, Børnerådet spørger børnehavebørn på denne måde.
- Det er spændende at høre, hvad de mener om indeklimaet og det fysiske miljø i de daginstitutioner, hvor de opholder sig mange timer dagligt, siger Lisbeth Wilms.
Undersøgelsen skal være med til at bane vejen for de lovændringer på dagtilbudsområdet, som Børnerådet ønsker. Der skal være bedre kontrol og sanktionsmuligheder over for kommuner, der ikke i tilstrækkelig grad prioriterer institutionernes indemiljø. Loven skal, mener Børnerådet, som minimum beskytte børn på samme niveau, som arbejdsmiljøloven beskytter voksne.
- Vi har en lovgivning, hvor der står, at børnene skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, der fremmer deres trivsel og sundhed. Det er godt, og det skal der holdes fast i. Men vi mangler en konkretisering i forhold til, hvad det vil sige - hvordan skal for eksempel indeklimaet være, for at det er godt nok for børn? Vi har ikke minimumskrav, hvilket man har i lande som Norge og Sverige, siger Lisbeth Wilms.
Hun mener, at eksempelvis for meget støj i børnehaven hæmmer børnene.
- Der er ingen tvivl om, at det betyder noget for børnenes koncentration og indlæring. Vi mener, at der skal sættes gang i forskning, så vi får yderligere viden om, hvad små børn faktisk tåler. Men den forskning betyder ikke, at vi skal vente med at gøre noget, siger hun.