Tre børn og to voksne fra tirsdagens busulykke er fortsat indlagt på Rigshospitalet med mindre skader, og på Hillerød Hospital har man besluttet at beholde to voksne til observation natten over. Resten af børneflokken har fået lov at tage hjem sammen med deres forældre, efter at de har fået pizza og sodavand oven på den frygtelige oplevelse, de var ude for på vejen hjem fra børnehave tirsdag eftermiddag. Det oplyser TV2 News.Politiet slog katastrofealarm, da bussen med børnehavebørnene kolliderede med en personbil og kørte ud over en skrænt ved Damsholtevej på den befærdede Istedrødvej i Nordsjælland. Føreren af bilen mistede livet, og bussen gled ned af en fire meter høj skrænt, hvorefter den væltede om på siden. 18 ambulancer og 3 akutlægebiler blev sendt til stedet, hvor redningsmandskab og læger kunne konstatere, at flere var kommet mere eller mindre alvorligt til skade i ulykken.
Efter undersøgelserne af børnene vidste det sig heldigvis, at de fleste er sluppet med knubs, og at seks af dem, der ifølge Region Hovedstaden skulle have overnattet på Hillerød Hospital, måtte tage hjem sammen med mor og far.
Børnene fra den forulykkede bus var på vej fra en udflytterbørnehave i Hundested med base på Østerbro i København. Ifølge Københavns Kommune drejer det sig om børn i alderen 3-6 år. De børn, der ikke er blevet indlagt, er sammen med deres forældre blevet tilbudt krisehjælp.