Børnefest uden sminke og bare maver
Aftenens MGP lægger vægt på musik, sang og børneglæde og er ingen hurtig vej til en karriere som barnestjerne, melder DRs B&U-redaktør.
Aftenens MGP lægger vægt på musik, sang og børneglæde og er ingen hurtig vej til en karriere som barnestjerne, melder DRs B&U-redaktør.
Rasmus Ladefoged er B&U-redaktør og er med til at bestemme retningen det danske MGP skal gå i.
Af samme grund valgte DR også at melde sig ud af det europæiske MGP tilbage i 2004, som efter deres mening ikke levede op til de værdier Danmarks Radio gerne ville understøtte.
- Der var netop på de shows rigtig mange børn, som måske ikke var specielt interesserede i at lave musik, men bare gerne ville være stjerner. Og som stod med bare maver og fuldvoksen makeup og spillede et nummer, en fin sangskriver havde skrevet til dem. Det var et voksenshow med børn, hvor vi gerne vil lave et børneshow med børn for hele familien, siger Rasmus Ladefoged.
For ikke at snyde børnene fra at medvirke i et større show gik DR sammen med Norge, Sverige og Finland for at skabe MGP Nordic. Men det varede kun i få år.
- Sverige er holdt op med at lave MGP, som vi kender det, og i Norge ligger det på et helt andet tidspunkt af året, så MGP Nordic laver vi heller ikke i øjeblikket. Showet i aften er noget, der kun kører i aften, og så er der ikke noget europæisk eller nordisk efterspil.