Det er blevet kaldt den bedste historie i international udvikling. Men også en overset succes. Det handler om, at børnedødeligheden i Afrika er blevet halveret siden 1990. Og det sker med accelererende fart. Det skriver Kristeligt Dagblad.
I Senegal, Kenya og Rwanda er børnedødeligheden de senere år gået ned med over otte procent om året. Med den fart er børnedødeligheden atter halveret om under 10 år.
- Det er ganske enkelt den største og bedste historie inden for udviklingsverdenen, siger Michael Clemens, der er forsker ved den uafhængige tænketank Centre for Global Development i Washington, til Kristeligt Dagblad.
Udviklingen sker i udviklingslande over hele verden, men på det seneste er det voldsomme fald i børnedødeligheden for alvor ved at tage fart henover Afrika.
I de fleste lande falder børnedødeligheden i dag dobbelt så hurtigt som i 1990’erne og de tidlige 00’er, viser en ny rapport fra initiativet Countdown to 2015 - et samarbejde mellem internationale eksperter, UNICEF, WHO, FN’s befolkningsfond UNFPA, Red Barnet med flere.
Udviklingen i Afrika går hurtigere end i Kina i de fremgangsrige tidlige 1980’ere.
- Dette er forbløffende nyheder for alle, der stadig tror, at Afrika er nedsunket i bundløs fattigdom og død. Dét Afrika er hastigt ved at forsvinde, siger Michael Clemens til The Economist.
Der kan ikke udpeges en enkelt årsag til, at færre børn dør. Faldet sker i alle dele af kontinentet, i små og store lande, og både i lande med høj økonomisk vækst og mere beskedne vækstrater. Heller ikke omfanget af udviklingsbistand ser ud til at være udslagsgivende. Det gør derimod en skønsom blanding af bedre politikker, bedre ledelse, stabil økonomisk vækst og ny teknologi. Og så en række specifikke sundhedsforanstaltninger, især den øgede brug af imprægnerede myggenet mod malariamyg.
I Kenya, der har oplevet et større fald i spædbarnsdødeligheden end noget andet land, er brugen af imprægnerede myggenet steget fra otte procent af husstandene i 2003 til 60 procent i 2008.
Rwanda har siden 2005 haft et årligt fald i dødeligheden for børn under fem år på 9,6 procent. Det skyldes ikke mindst en stor indsats for at få kvinderne til at føde på hospitalet, en gratis landsdækkende sundhedsforsikring, og så et nyt smart sms-system, der sikrer hurtig og præcis hjælp til de fødende.
BNB