Ligesom alle andre borgere skal journalister kontakte politiet, hvis de føler sig truet. Også på Christiania. Det slog justitsminister Morten Bødskov (S) fast, da han onsdag var kaldt i samråd i Folketingets retsudvalg.

Her skulle han blandt andet svare på en række spørgsmål om sikkerheden på fristaden, efter en journalist i juni blev overfaldet, afklædt og jaget ud af fristaden, fordi han angiveligt med skjult kamera havde forsøgt at dokumentere ulovlig hashhandel.

Morten Bødskov kaldte episoden for "helt grotesk" og tog på det kraftigste afstand fra hændelsen. Men ministeren læner sig op ad Københavns Politis vurdering og mener derfor ikke, at der er behov for at iværksætte særlige initiativer, der beskytter journalister, som færdes på Christiania.

- Jeg har den grundlæggende opfattelse, at journalister selvfølgelig have adgang til at gå, hvor de vil gå. Det er et helt fundamentalt princip i vores moderne, åbne samfund. Men jeg mener ikke, at politiet skal blande sig i journalisters arbejdsbetingelser, sagde Morten Bødskov.

Hos Dansk Folkeparti gentog retsordfører Peter Skaarup, at de nuværende forhold på Christiania gør arbejdsbetingelserne for journalister så godt som umulige. Han henviste til eksempler, hvor journalister har været nødt til at hyre private vagtværn for at kunne udføre deres arbejde. Derfor ville spørge ministeren, hvorvidt journalister bør melde deres ankomst til Christiania på forhånd til politiet.

Morten Bødskov understregede igen, at alle - også journalister - bør henvende sig til politiet, hvis de føler sig truet.

- Det kan godt være, Peter Skaarup er uenig i svaret, men jeg gentager, hvad jeg sagde: Jeg synes, at journalister i alle henseender skal udføre deres arbejde. Det er til gavn for vores samfund og debatten om de udfordringer, vi står over for. Og møder man trusler, eller bliver man overfaldet, så skal man anmelde det til politiet, sagde Morten Bødskov.

Han opfodrede desuden christianitter og andre borgere til at hjælpe politiet med at opklare overfaldet på journalisten.