Der bliver ikke ændret på reglerne for tålt ophold på baggrund af den såkaldte Karkavandi-dom.

Det slog justitsminister Morten Bødskov (S) i dag fast på et samråd i Folketingets udlændingeudvalg.

Ministeren var indkaldt i samråd af politisk ordfører fra Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, der krævede svar på, om det vil få konsekvenser for reglerne om udlændinge på tålt ophold, at Højesteret i sommer - i sagen om iraneren Elias Karkavandi - nåede frem til, at meldepligt og krav om overnatning i Sandholmlejren er et uproportionalt indgreb i bevægelsesfriheden og i strid med menneskerettighederne.

Men rettens dom ændrer ikke på reglerne.

- Højesterets afgørelse er konkret begrundet i forholdene i den pågældende udlændings sag. Højesteret har ved dommen ikke tilsidesat den lovgivning, som blev vedtaget af Folketinget, vedrørende opholdspligt og meldepligt, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Justitsministeriet har dog torsdag ændret en instruks til Udlændingestyrelsen, der løbende skal vurdere sagerne med folk på tålt ophold.

- Det er Justitsministeriets vurdering, at dommen har den betydning, at Udlændingestyrelsen i sager om opholdspligt for personer på tålt ophold løbende skal vurdere, om der er proportionalitet mellem afgørelsen om opholdspligt og de øvrige forhold i den enkelte sag, siger Morten Bødskov.

Vurderingen skal i udgangspunktet finde sted hver sjette måned. Som konsekvens af instruksen vil pålægget om opholds- og meldepligt i alle sager vedrørende personer på tålt ophold blive revurderet i den kommende tid, oplyser Justitsministeriet.