Torsdag var der kaldt til samråd i retsudvalget i Folketinget. Justitsminister Morten Bødskov måtte svare på kritiske spørgsmål fra retsordfører Pernille Skipper (EL), som mener, at et sammenfald af anholdelser og tilbageholdelser indikerer, at Københavns Politi var blevet instrueret i at afskærme Kinas præsident Hu Jintao for kritiske indslag.

- En journalist, som hang spisesedler op på et rækværk på Langelinie, blev anholdt og tilbageholdt i fem timer, forud for en kanalrundfart med den kinesiske præsident. Er det normalt, at man tilbageholder folk i fem timer for det, spurgte Pernille Skipper, der også har undret sig over, at en demonstration på Christiansborg Slotsplads blev afskærmet af politiets gruppevogne.

Morten Bødskov (S) afviser, at der skulle have været tale om en generel tilgang til alle Kina-kritiske indslag under besøget.

- Jeg vil gerne slå helt fast, at hverken jeg eller andre i justitsministeriet har blandet sig i, hvordan det politimæssige arbejde skulle organiseres og planlægges, svarede Morten Bødskov og tilføjede:

- Vigtige statsbesøg giver selvfølgelig anledning til en trusselsvurdering og eventuelle foranstaltninger i forbindelse med besøget. Under Kinas statsbesøg valgte politiet at afspærre de områder, præsidenten skulle besøge for blandt andet at skabe mindst mulig forstyrrelse i trafikken. Afspærringerne medførte, at nogle blev fjernet fra forskellige steder.

I sagen om den fem timer lange tilbageholdelse af en journalist fra Ekstra Bladet, erkender politiet dog ifølge Bødskov, at det tog for lang tid.

- Journalisten blev bedt om at pille plakaterne ned og gjort opmærksom på, at det ikke var lovligt. Men da han fortsatte med at hænge dem op længere nede af gaden, blev han taget med på stationen i Bellahøj. At han var tilbageholdt i mere end fem timer skyldtes, at betjentene først skulle overstå bevogtningen på Langelinie, før de kunne tage sig af sagen. Det beklager politiet, og det har jeg noteret mig, lyder det fra Morten Bødskov.

- Antydninger om at politiets dispositioner havde til formål at begrænse ytringsfriheden, og at det skete på instrukser fra mig, har intet på sig, tilføjede han.