Mikkel Bødker sørgede selv for at afgøre det hele, da Arizona Coyotes natten til tirsdag dansk tid besejrede Anaheim Ducks og Frederik Andersen 4-3 i overtiden.
Bødker scorede det afgørende mål 1 minut og 18 sekunder inde i overtiden, efter den ordinære kamp var endt uafgjort 3-3.
Bødker erobrede selv pucken på midten af banen og stormede ned mod Andersen, som han elegant fintede og passerede. Den 25-årige dansker, som har spillet i NHL siden 2008, blev fortjent kåret til kampens 1st Star af nhl.com.
Anaheim var ellers kommet foran 2-0 i første periode, men i anden periode gik det helt galt, og her kom hjemmeholdet bagud 2-3. Man fik dog udlignet i sidste periode, og så måtte de to hold ud i overtid, hvor Bødker altså afgjorde kampen til gæsternes fordel. Dermed brød Coyotes den fine stime på fire sejre i træk, som Anaheim ellers var kommet ind i efter en forfærdelig start på sæsonen.
Frederik Andersen lavede 24 redninger undervejs i kampen.