Frisk laks blev sprøjtet med salt og vand, og 3,2 ton norsk laks blev solgt som skotsk havlaks.

Det opdagede Fødevarestyrelsen, da de i maj besøgte fiskevirksomhed Select Salmon i Esbjerg, siger dyrlæge Henriette Mynster fra Fødevarestyrelsens Rejsehold til BT.

- Da vi kontrollerede virksomheden, var de i gang med at stiksalte laks - altså sprøjte laks med en lage af vand og salt - og det havde de altså ikke skrevet på laksen. Forbrugerne betalte altså for vand og salt, uden de fik noget at vide. De havde også solgt flere ton norsk laks som skotsk laks, siger hun.

Sagen er så alvorlig, at den allerede i aften kan koste direktør Brian Thygesen jobbet.

’En skarp reaktion’

Bestyrelseformand John Klindt fortæller, at de vil komme med en skarp reaktion efter dagens bestyrelsesmøde.

- Vi vil kræve, at der bliver rettet op på det her som bestyrelse. Jeg kan love, at der kommer en skarp reaktion fra os som bestyrelse, og det bliver en reaktion, der kan mærkes, siger bestyrelsesformand John Klindt, der fortæller, at han både ’beklager og tager stærkt afstand fra,’ at virksomheden har sprøjtet salt i laks uden at oplyse om det.

Det er fjerde gang på to år, at Select Salmon har fået bøder af Fødevarestyrelsen.

Direktøren står i forvejen til som den første i Danmark at få rettens ord for, at han ikke længere må sælge fødevarer. Sådan lyder sigtelsen mod direktør Brian Thygesen fra Select Salmon efter, at BT sidste år kunne afsløre, at virksomheden havde solgt flere partier laks og hellefisk, selv om virksomheden vidste, at fisken indeholdt farlige bakterier.

Brian Thygesen er ikke vendt tilbage med sin kommentar.