Der er selvfølgelig tale om "Jolly Roger", Lasse Spang Olsens nye familieeventyr-film, som endelig har fået så meget grønt lys, at optagelserne nu er fastsat til slutningen af august og otte uger frem.
Indtil for nylig var planen, at filmen skulle optages på Malta.
Men det "letteste, bedste og billigste," som Tivi Magnusson fra M&M Productions siger, var nu en gang, at blive på de hjemlige breddegrader, hvor man så rigger det sørøverskib til, som kaptajn Bodnia skal styre.
"Jolly Roger" har den noget syrede handling, at fremtiden bliver stjålet fra himlen af nogen sørøvere, og de to ærkeengle (Nikolaj Lie Kaas og Tomas Villum) som bærer skylden for, at det er sket, må gøre noget i en fart inden Gud opdager det.
Derfor skal de have hjælp fra den bedste pirat, der findes (Kim Bodnia). Men han skal altså lige hentes i helvede først, så.
Og lad os bare afsløre allerede nu, at intet går som planlagt!
Ny til rollelisten er den svenske skuespiller Rikard Wolff, som de fleste burde kende fra "Englegård" filmene, hvor han var Helena Bergstrøms motorcykelkæreste Zac. I denne spiller han skurk!
Men det er slet ikke ensbetydende med, at rollelisten er fyldt op. Faktisk står Bodnia og mangler en del, der kunne tænke sig at spille sørøvere og splitte nogen bramsejl.
Og skulle du tilhøre en af dem, kan du sende et par ord og dit billede til: Det Danske Filmstudie, Blomstervænget 52, 2800 Lyngby, mrk. "Jolly Roger".
Filmen får premiere i de danske biografer i efterårsferie næste år.