Betty Nansen Teatrets opsætning af "Tjekhovs Søstrene" af den svenske dramatiker P.O. Enquist er inviteret til at gæstespille i England.

Opsætningen, der er Enquists og instruktøren Peter Langdals fortolkning af Anton Tjekhovs klassiker "Tre Søstre", skal med Bodil Udsen, Ghita Nørby og Susse Wold spille fem gange på Lyric Theater Hammersmith i London til januar næste år.

Det er med hjælp fra den danske ambassade i England, at invitationen er kommet i stand, oplyser Betty Nansen Teatret, der nu er gået i gang med at finde medfinansiering til projektet.

/ritzau/