Og mens hun smilende ydmygt takker for ligningen, mener hun, at de er flere om at dele kagen, at hun ikke er den eneste ene, som efter danske forhold er noget så sjældent som filmstjerne.

"Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg altid har været meget ambitiøs, altid været sikker på, at jeg ville være skuespiller, og har brændt for det siden jeg var ganske lille. Så at få lov til at lave det, man allerhelst vil, er ret dejligt og priviligeret."

I samme åndedrag som hun kalder sig selv meget målrettet, må hun indrømme, "at successen alligevel kom bag på mig."

Men den kom. Og den kom godt nok hurtigt. Og er nu nået sådan et stadie, hvor hendes næste film "Max" på bedste Hollywood-vis sælges på hendes navn. Se bare de store plakater, der hænger rundt omkring i byerne.

SIDSE BABETT KNUDSEN står der med store fede typer. Og hendes medspillere står med diskrete typer nedenunder. Sidse skal sælge billetter.

"Jeg har altid haft hovedrollen, men at jeg skulle fylde det dobbelte på plakaten... det er mere Sidse Babett end det er "Max". Og jeg må godt sige, at det er udnyttelse, bare jeg siger det med et smil," siger hun så med et smil.

Vi skal ikke skrue tiden mange år tilbage, for at den ikke var gået herhjemme. Sidse hvem?, ville det lyde. Så kom der en tid, hvor hun var "hende der med kortene i TV-2s Juletestamentet", så blev hun et branchenavn med "Let's Get Lost", udviddede kredsen af kendere en smule med "Motello". Og så kapauw, Susanne Biers "Den eneste ene", som har sat sine spor i hele landet og i hele Sidses liv.

"Jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at den kom til at fylde så meget i gadebilledet," kommer det med et af de store smil, som synes at falde hende meget let, måske som følge af at øvelse gør mester.

"Det jeg troede, jeg sagde ja til, var at lave en lille sommerkomedie, for jeg tænkte, at jeg havde meget godt af ikke at blive alt for eksponeret," siger hun med en hovedrysten.

Li'som Kurt Thorsen - uden iøvrigt anden sammenligning end et charmerende og vindende væsen - kan hun i bagklogskabens klare lys sagtens se, at hendes tanker var helt på afveje, at hun blev ført bag lyset af sine egne forventninger og præcis endte med at blive overeksponeret.

"Havde jeg vidst, at "Den eneste ene" ville sælge i nærheden af en million billetter....," starter hun, og kommer ikke længere i den tankerække. "Men det vidste jeg nok ikke."

Ikke at det skal lyde, somom Sidse Babett Knudsen har fortrudt det valg, der har gjort hende til folkeeje. Men det koster, og er i en vis grad en frihedsberøvelse.

"Næh," indrømmer hun da også, "opmærksomhed skal man helt sikkert vænne sig til, og det er ikke sjov hele tiden. Men jeg skal faneme ikke brokke mig. Jeg har fået, hvad jeg har bedt om, og så skal jeg ikke klynke. Jeg har altid haft det sådan, at når nogen smiler til én, smiler man igen. Og det gør jeg stadig. Selvom det godt kan slide lidt."

Jo, jo Sidse Babett Knudsen er skuespillerinde, og skal kunne leve sig ind i en rolle. Men endnu ser smilet ikke slidt ud. Og hun har da også utrolig nemt ved at se og nyde alle fordelene berømmelsen har ført med sig. Og blive ægte glad over sine filmpriser.

"Især den Robert jeg fik for "Den eneste ene", for den føler jeg virkelig er en anerkendelse af mit arbejde, og den kom bag på mig. For i filmen ser det jeg spiller så let ud, og det ved jeg godt, at det skal gøre. Men det er mindst li'så meget arbejde, som at skulle spille f.eks. en massemorder.

Så den var næsten som at få en medajle, at der var nogen, der kunne se, at jeg havde lavet noget, ikke bare taget taget sminke på om morgenen og gået på arbejde for at spille mig selv."

I "Max" spiller hun heller ikke sig selv. Men noget hun altid har drømt om: En actionheltinde!

Lige siden hun gik på Bernadotte-skolen og spillede teater der - "og fandt ud af, at man godt måtte blive skuespiller, hvis man gerne ville. Så det blev jeg" - drømte hun om at blive en Jodie Foster agtig actionheltinde, som var li'så cool og sej som sit idol, og gav hende lov til at sige "so long suckers" og lignende hardcore one-liners.

Og selvom "Max" rent faktisk blevet lavet laang tid før "Den eneste ene", og dermed "ligger meget langt væk" i sindet, fik Sidse Babett Knudsen indfriet sin drøm, fik "lov til at sprede armene og trykke den helt vildt af."

Men apropos det der med plakaten, så understreger hun samtidig, at "hvis nogen går ind og ser den og regner med noget i retning af "Den eneste ene", så bli'r de slemt skuffet." For Sidse Babetts skuespiller-kick udspringer af "lysten til at udfordre mig selv".

"Jeg er," siger hun og slår armene ud, "ikke nogen entertainer, ikke noget folke-eje, det kan jeg ikke leve op til. For det værste er, at jo længere der er at falde ned, jo mere bange, kan man blive. Og det er ikke den vej, jeg vil gå. Jeg vil ta' chancer, som nogen gange kan bli' fiaskoer. Jeg vil kunne spille den dumme bitch, kunne spille mørkt drama, plat komedie. For det er det, der er sjovest, at kunne springe rundt.

Og derfor var jeg også vildt glad for i min næste film "Mirakel" at spille en trist, deprimeret enlig mor. Jeg ku' godt tænke mig ikke at være så yndig mere," siger hun naturstridigt.

"Det er så privilegiet ved succes. At få så mange tilbud, at man kan vælge fra. Jeg indrømmer, at jeg altid har været kræsen, og er lang tid om at vælge. Men jeg gør det altid intuitivt, jeg går efter, hvad jeg kan li'. Og så vil jeg gerne overraskes. Også af mig selv."

Om Sidse Babett Knudsen i aften overrasker sig selv - men ikke så mange andre - og skal bære en Bodil hjem for bedste skuespillerinde, det kan du læse i B.T. i morgen. Selv har hun i hvert fald ingen forventninger.

"For man bli'r lige skuffet alligevel. Så det snakker vi helst ikke om, vel?" slutter hun.