Med linserne rettet mod Magnus Carlsen knipsede over 100 fotografer løs i minutterne lige efter den unge nordmand fredag kunne kalde sig ny verdensmester i skak.
Men det er langt fra første gang i verdenshistorien, at en VM-match mellem verdens to ypperste kombattanter udi det noble og ædle spil skaber et stort mediehysteri.
Siden den første officielle VM-match blev udkæmpet i 1886 mellem østrigeren Wilhelm Steinitz og briten Johannes Zukertort, har det ikke skortet på spændende matcher.
Den mest berømte af alle dyster blev udkæmpet midt under den kolde krig i 1972.
Siden 1948 havde Sovjetunionen uden afbrydelser siddet tonstungt på VM-tronen via verdensmestre som Botvinnik, Smyslov, Tal, Petrosian og Spasskij. Men i USA huserede gennem 1960’erne et ungt, spirende talent i form af Bobby Fischer, og i 1971 tilkæmpede han sig retten til at møde den forsvarende verdensmester, Boris Spasskij – bl.a. via en suveræn 6-0-sejr i kvalifikationsturneringens semifinale over den danske stormester Bent Larsen.
VM-matchen blev hurtigt døbt ’Århundredets kamp’ – ikke mindst på grund af kampens politiske undertoner – og fik den største medieopmærksomhed omkring skakken nogensinde. Og Bobby Fischer selv veg ikke bort fra at slæbe en ordentligt læs brænde til bålet.
Før dysten på Island slog den excentriske amerikaner fast, at han ikke behøvede at møde Spasskij, fordi verden i forvejen godt vidste, at han var den bedste.
Faktisk var Fischer i første omgang ved at nægte overhovedet at rejse til Island for at møde verdensmesteren, men USAs daværende udenrigsminister, Henry Kissinger, opsøgte Fischer og appellerede til hans patriotisme. Det fik den unge skakspiller til at stige om bord på flyet mod Reykjavik.
I matchen over 24 partier kom Fischer skævt fra start, da han tabte det første parti. I kølvandet krævede den 29-årige amerikaner straks, at alle kameraer blev fjernet. Da kravet ikke blev opfyldt, valgte Fischer ganske enkelt ikke at dukke op til det andet parti og tabte det uden kamp. Men bagud 0-2 så Fischer sig aldrig tilbage og vandt med hele verdens øjne hvilende over sig VM-matchen 12,5-8,5.
Sovjetunionens dominans var brudt, og USA havde fået sin egen verdensmester. En ejendommelig en af slagsen.