Egentlig er det et urimeligt sammenligningsgrundlag. Efter en nærmest overjordisk, gloriøs aften forleden med den britiske sangskriverlegende Nick Lowe i Amager Bio (læs Steffen Jungersens anmeldelse her), var det torsdag aften tid til James Blunt i Vega. 

Hvert sekund under Lowes koncert var et øjeblik af den type, der omslutter sig selv og er umuligt at slippe ud af.

Til gengæld er Blunt, modsat Lowe - stadig - verdensstjerne. Han har solgt mere end 15 mio. album og i aftes afsluttede han en næsten to år lang turné.
 
James Blunt har mere eller mindre fortjent opnået et image som klynkekonge på grund af sangenes miserable kærlighedshistorier. Jeg hører nu ikke til dem, der klynker over Blunt klynk. Jeg tror på ulykkelige hjerter, som en eller anden en gang sang. Og de fleste sange om lykkelig kærlighed er enten behagesyge og/eller kedelige eller handler om børn eller hunde .

Blunts gennembruds-monsterhit 'You're Beautiful' har f.eks. en godt set, almen tvist. Problemet er, at Blunt live ganske enkelt ikke har stemmen, der kan bære hans ballader igennem. Hans let skingre, karakterløse ensformige, nærmest linære vokal blev mere og mere irriterende at lytte til, jo længere man kom hen i koncerten i Vega.

Sange som '1973', 'Carry You Home' og 'Billy' har både groove og sjæl og samtidig den rummelighed, der har gjort dem til pligtstof på enhver softrock-radiostation.

Blunts band er velspillende og sammenspillet. Det er et regulært rockband, som klædte 'Out Of My Mind' og 'I'll Be Your Man' (hvor der ligefrem havde indsneget sig en mindre guitarsolo). Jo længere, man kom i den halvanden time lange koncert, jo mere tag fik Blunt i publikum i Vega - hvor der i øvrigt var solgt så få billetter, at balkonen var lukket.

Men charme, fight gør det ikke alene med de radiovenlige, men anonyme sange. Reelt kun i 'Goodbye My Lover' med James alene på keyboard fornemmede man 100 pct. nerven eller den smerte, hans sange postulerer.

En lille uvidenskabelig undersøgelse: Ved koncertstart var bt.dk's udsendte omgivet af fire par, alle tæt omslyngede.

Efter få minutter havde det ene par sat sig ud i baren. Lidt senere begyndte det næste par at diskutere et eller andet intenst. Hvorefter de stod med en meters mellemrum.

Manden i det tredie par hev sin smartphone frem og forsøgte diskret at spille Wordfeud. Den fik han dog hurtigt pakket ned i lommen, da kæresten opdagede det. Måske ud fra devisen, at godt nok giver ordet 'sex' i Wordfeud mange point, men Wordfeud giver absolut ingen sex efter en James Blunt-koncert.

Det fjerde par så til gengæld misundelsesværdigt tætte ud.

En ud af fire eller 25 pct.. Det bliver kun til halvanden stjerne ud af seks i en anmeldelse. Det runder vi op til to for Blunts fightervilje og bandets energi.

James Blunt er tidligere soldat. Han vandt nogle enkelte slag undervejs. Men set over halvanden time var Blunt i Vega en blunder.


James Blunt i Vega, torsdag aften.