Blondine på afveje
En ny dopingskandale - eller bare dumhed? Det spørgsmål stiller det franske politi sig efter at en kvindelig beboer lørdag henvendte sig til politiet i Capelle-la-Grande, hvor dagens etape i Fire dage ved Dunkerque startede.

Den kvindelige beboer havde set en blond kvinde smide en pose i en affaldskurv. Posen viste sig at indeholde sprøjter og emballage fra brugte vitaminpræparater og smertestillende midler, ifølge de foreløbige oplysninger. Teksten på emballagen var på fransk og italiensk.
"Det er helt nyt for mig. Vi har intet fået at vide og har da også alle kunnet forlade Frankrig uden problemer," siger MJJs sportsdirektør Alex Pedersen.
"Jeg kan ikke forestille mig, at nogen har anvendt noget ulovligt i netop Frankrig. Jeg håber virkelig, at der er tale om en situation, som den vi så sidste år i Danmark Rundt," siger Alex Pedersen med henvisning til den alarm det skabte i Danmark, da en massør for et italiensk hold smed resterne af lovlige præparater i en affaldscontainer på en privat grund.