Venstres Pia Allerslev blokerer for, at de sidste borgmesterposter i København kan fordeles.

Borgmesterkabalen på Københavns Rådhus er gået i stå.

Venstres spidskandidat, nuværende kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V), har brug for en tænkepause for at beslutte, hvilken borgmesterpost hun ønsker, og hendes pressefolk oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at det kan tage flere dage, inden beslutningen er truffet.

På grund af valgteknikken og Venstres størrelse efter kommunalvalget er Pia Allerslev tredjevælger blandt de syv borgmestertitler i hovedstaden, og så længe hendes beslutning lader vente på sig, kan de sidste fire borgmesterposter ikke fordeles.

Det står allerede klart, at Frank Jensen (S) fortsætter som overborgmester, og at Enhedslistens Morten Kabell (Ø) bliver ny teknik- og miljøborgmester.

Pia Allerslev er skuffet over, at de Radikales Anna Mee Allerslev (R) forlod de borgerlige partier og konstituerede sig med SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne. Det betød, at hun måtte se den eftertragtede post som teknik- og miljøborgmester, som hun selv havde lagt billet ind på, gå til Morten Kabell.

»Det er en katastrofe for København, og jeg håber, at de Radikale har tænkt sig grundigt om, inden de gik op og gjorde Morten Kabell til teknik - og miljøborgmester,« sagde hun onsdag morgen til Berlingske.

De borgerlige partier kunne efter en lang konstituering på rådhuset i København tage to borgmesterposter - en til Venstre og en til Dansk Folkeparti.