Der var langt fra Herredet til Erebor, men Peter Jacksons lille hobbit voksede støt undervejs.

Når enden er god, er alt som bekendt godt. Og 'Hobbitten' ender med en orkelig røvfuld.

Sidste kapitel af lille Bilbo Sækkers forunderlige rejse er så klart trilogiens mest underholdende. Og det blodigste. Der er nærmest tale om ét langt endeligt opgør. Et slagsmål af eventyrlige dimensioner, med hobbitbask, elversmæk og dværgkast for hver en guldmønt. Og dem er der brugt mange af. 250 millioner dollar har 'Femhæreslaget' kostet - det svarer rundt regnet til 70 afsnit af '1864'.

Løjerne begynder præcis, hvor vi slap for et år siden, da Bilbo og de 13 tykke dværge nåede til dværgriget Erebor og vækkede den slumrende drage Smaug. Nu lader Smaug så sin vrede regne over landsbyen ved bjergets fod. Det er slagtebænk Søby i et inferno af frygt, flugt og spyende ild, indtil bueskytten Bard fælder bæstet, der styrter spektakulært i døden, allerede inden forteksterne.

Forblændes af guldet

Så er vi i gang. Er man ikke allerede fan, har man ikke en chance for at følge med og er sikkert fløjtende ligeglad.

Dværgene har vundet Erebor og dets mægtige skat tilbage, men kong Thorin lader sig forblænde af guldet. Han nægter at dele med elverne og søbyboerne, der hver kræver deres ret. Det trækker op til kamp, mens endnu mørkere kræfter nærmer sig, for gode gamle Gandalf har set Saurons blodtørstige orker trække deres lange lemmer mod Erebor, og snart er der samlet hære nok til det ultimative slag, der har givet filmen sin titel.

At det gode vinder over det onde, kommer næppe som en overraskelse, men glædeligt er det, at også hos instruktør Jackson har de gode takter fortrængt de sløje.

'Hobbitten' kom ellers lidt trægt fra start. Hvor 'Ringenes Herre'-serien greb fantasybølgen i sin spæde rejsning og åbnede Tolkiens verden for nye proselytter, så lukkede 'Hobbitten' sig om sig selv. Jackson taltetil de fans, der stadig gad hænge ved. Han fortabte sig i detaljer og tekniske 3D-nørderier, og for mange lignede det en orkenvandring at skulle følge den otte timer lange filmatisering.

Klassisk kamp mellem godt og ondt

Men allerede i toeren, 'Dragen Smaugs ødemark', strammede Jackson op på tempoet og på spændingen, og denne gang går han skridtet videre. Fantasy-universet er det samme, men det er ikke længere målet i sig selv. Vi bevæger os ikke fra optrin til optrin, fra bjergtrold til hamskifter og kæmpeedderkop, men får alle eventyrelementerne integreret i en langt mere klassisk kamp mellem det gode og det onde.

'Femhæreslaget' er som Jacksons svar på Shakespeares 'Henrik V'. Eller en western, hvor kavaleriet kommer frelsende til sidst.

Og hvor instruktøren før var optaget af 3D-dybden i billederne, så synes han nu mere at fokusere på vidderne. På det store episke format over slagsscenerne og de imponerende orkestrerede billeder af gigantiske hære i krig. Hjulpet på vej af grænsebrydende computereffekter selvfølgelig, men udkæmpet helt basalt mand mod mand. Eller snarere dværg mod ork, kæmpende på en isflage med sværd og kølle.

Ni timer er meget

Det er kulørt som i barndommens klassikere. Skurkene dør voldsomt. Heltene dør langsomt og heltemodigt, med en sidste 2-3000 ord på læben, og det er helt, som det skal være.

Måske står det stadig ikke lysende nødvendigt, at Tolkiens relativt lille eventyr skulle trækkes til tre helaftenlange film. Ingen synes længere at kunne huske, hvad historien egentligt handler om, og Bilbo selv, der mest af alt er tilskuer til begivenhederne denne gang, ender da også med at konkludere, at han bare gerne vil hjem.

Det kan man ikke fortænke ham i, men det har været fornøjeligt at følge ham på rejsen. Den nåede aldrig samme højder som Frodos odysse i 'Ringenes Herre', men som de halvsmå hobbitter plejer at sige: mindre kan gøre det.

»Hobbitten: Femhæreslaget«, premiere onsdag