Bliver en myg egentlig fuld af at suge blod fra en person, der har drukket alkohol?

Du sidder og drikker en kold øl i haven på en lun sommeraften, da du hører den: Myggen. Den summer - og så bliver den stille, fordi den sætter sig og begynder at suge af dit blod.

Men hvad sker der egentlig med myggen, når den får dit alkoholfyldte blod i snabelen?

Det kan mygge-ekspert, Karl-Martin Vagn Jensen, som er seniorforsker ved Aarhus Universitet, svare på, skriver Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor stikker myg bestemte mennesker?

Det korte svar på spørgsmålet er et klart nej – en myg bliver ikke fuld af at suge blod fra en person, der har drukket.

- At suge blod er farlig beskæftigelse, hvor man kan få rigtig mange giftstoffer med fra blodet, forklarer Karl-Martin Vagn Jensen til Videnskab.dk.

- Derfor har myggen et separationssystem. Det en slags membran, hvor den sorterer blodet og nedbryder det ved hjælp af enzymer. Her bliver både alkohol, pesticider, medicinrester og andre giftstoffer sorteret fra, så de kun har proteinet fra blodet tilbage. Det er proteinerne, som hunnerne skal bruge for at kunne danne æg.

Læs også på Videnskab.dk: Mærkeligt havvæsen skyllet op på dansk strand

Selv hvis myggen skulle kunne optage alkohol fra blodet, så ville det kræve en enorm promille for at myggen skulle kunne blive fuld.

- En forsker i North Caroline har regnet på, hvad der skulle til for at en myg skulle blive fuld. Selv med en meget høj promille på 2, så ville det ikke give myggen nok alkohol. Faktisk skulle en person drikke sig selv til døde før det ville kunne give et udslag for myggen, fortsætter han.

- Men end ikke i det tilfælde ville myggen blive fuld på grund af dens måde at adskille giftstofferne fra proteinerne i blodet.

Så har vi slået det fast – vi kommer ikke til at se en myg flyve slingrende rundt, fordi den har haft snablen nede i en sprittet arm. 

Læs også på Videnskab.dk: Hash giver måske ikke varige skader i hjernen alligevel

Det er måske lidt en skuffelse for nogle af os, at vi ikke kan slå myggene ihjel ved at drikke dem under bordet.

Vi kan derfor heller ikke dy os for at stille det næste spørgsmål;

Kan vi så holde myggene væk fra os ved at drikke alkohol - som sådan en slags anti-myggemiddel?

Også her må vi komme til kort; det vil være en rasende dårlig idé, hvis du ikke vil stikkes. Du bliver sågar et meget mere attraktivt bytte for myggene, hvis du har drukket en øl eller to, slår Karl-Martin Vagn Jensen fast.

- At man bliver langt mere interessant, når man har drukket en øl skyldes formodentligt, at man bliver varmere på overfladen og har et større CO2-udslip end normalt. Og det er kropsvarme og CO2, der tiltrækker myggene.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Er iPads farlige for børn?

Ti myter om alkohol: Branderten

Snooze-knappen gør dig mere søvnig