De 28 NATO-lande stemte alle for, at Anders Fogh Rasmussen får forlænget sin stilling som generalsekretær i alliancen.
Den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver i sin stilling som NATOs generalsekretær frem til 1. august 2014. Det oplyser NATO onsdag.
I 2009 tiltrådte Anders Fogh Rasmussen stillingen, som han skulle have forladt 1. august 2013. Men der er mulighed for en enkelt forlængelse på et år af stillingen, som ellers er begrænset til fire år.
Og den mulighed besluttede NATOs 28 medlemslande sig onsdag for at gøre brug af, da de var samlet på et lukket møde i militæralliancens hovedsæde.
Dermed får Anders Fogh Rasmussen mulighed for at følge sin formentlig største udfordring som NATO-chef næsten helt til dørs, nemlig den NATO-ledede indsats i Afghanistan, der efter planen skal afsluttes ved udgangen af 2014.
Udover indsatsen i Afghanistan kan Anders Fogh Rasmussen se tilbage på konflikten i Libyen som en af sine store udfordringer. Og han kan se frem til at skulle afslutte en række moderniseringer af NATO i sine sidste 22 måneder som generalsekretær.
Anders Fogh Rasmussen forlod statsministerposten i 2009 for at overtage generalsekretærstillingen fra hollænderen Jaap de Hoop Scheffer, der også havde fået sin stilling forlænget med et år.
Anders Fogh Rasmussen er den første dansker nogensinde, der er blevet udnævnt til NATO-generalsekretær.