Brøndby holder bestyrelsesmøde mandag, hvor de udeblevne resultater og træner-situationen vil blive drøftet.
bt.dk sætter Brøndby-træneren under lup og forklarer her, hvad der taler for og imod at fyre Thomas Frank, når bestyrelsen skal vurdere om de fortsat kan have tillid til den unge cheftræner.
DET TALER FOR EN FYRING
Resultaterne udebliver og tiden løber ud. Sæsonmålsætningen om en plads i top tre fortoner sig, og når truppen helt indlysende er til mere end fjerdepladser, så lander ansvaret og fyresedlen på trænerens bord. Hver gang.
Brøndby-truppen udstråler stadig gejst og tro på tingene, men hvor længe kan de bevare ilden i øjnene i takt med resultaterne svigter? Næste kamp, hvor OB venter, er formentlig afgørelsens time for, om spillerne stadig tror på Thomas Franks idéer.
Thomas Frank som cheftræner er den tidligere bestyrelsesformand Aldo Petersens opfindelse. Nu med Jan Bech Andersen som bestyrelsesformand og storinvestor, må rigmanden for tiden spørge sig selv, hvor længe han kan bakke op om forgængerens setup, eller om tiden er kommet til nye kræfter.
DET TALER IMOD EN FYRING
Holdet fremstår energifyldt og med selvtillid. Vinterpausen har tilmed gjort de blå-gule til et bedre organiseret hold, og attituden hos Brøndbyerne signalerer ikke ’taberhold’, men et hold, der har marginalerne imod sig.
Skader, karantæner og en pivringe bane er en del af pakken, når Thomas Frank fair skal bedømmes. Pointhøsten i foråret er ikke tilfredsstillende, men der er nærmest intet, der er gået Brøndbys vej. Når karma-bøtten vender, så fremstår holdet kompetent nok til at ramme en sejrsstime.
En afløser skal kunne rykke holdet yderligere, og er den kandidat tilgængelig nu? Kasper Hjulmand vil være et oplagt navn, men han er pt. optaget af en juridisk strid med Mainz. Og vil han overhovedet tilbage til Superligaen?
