I en globaliseret verden får vi børn på kryds og tværs af landegrænser. Er det godt eller dårligt for generne?

Nazisterne slog under Anden Verdenskrig seks millioner mennesker ihjel. En del af deres ideologi var en blind tro på 'race-renhed'. De var overbeviste om, at et barn med en sort og en hvid forælder ville have en dårligere arvemasse end et barn med to hvide forældre, skriver Videnskab.dk.

Havde de ret? Eller gør det tværtimod racerne stærkere, når de blev blandet?

Læs også på Videnskab.dk: Langdistance-forhold giver højere børn

Internettet er fyldt med sider af ringe troværdighed. Svaret skal derfor søges hos nogle af de danske forskere, der ved allermest om området. En af dem er Museum Sønderjyllands overinspektør, Mette Elstrup Steeman, der har en ph.d. i palæontologi og er ekspert i menneskets udvikling. Hun fortæller, at det faktisk er godt, hvis en befolknings gener ikke ligner hinanden for meget.

- Det er generelt en fordel at have en bred genetisk variation i en population. Men vi mennesker har det problem, at meget små grupper af mennesker flere gange har skullet genetablere en population.

- Derfor ligner vores gener hinanden. I den sammenhæng vil det være en fordel at blande gener racerne imellem. På den måde bliver den genetiske variation større, og der bliver tyndet ud i mutationer, der kan give sygdomme, siger Mette Elstrup Steenman til Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Sex med dyr – ja, hvorfor ikke?

Nazisterne troede, at nordboere, jøder og sorte var forskellige menneske-racer. Men i dag ved vi, at menneskegrupper ikke adskiller sig nævneværdigt fra hinanden, selvom de har forskellige hudfarver og fysiske træk. Det giver derfor ikke mening at tale om ’racer’ på samme måde, som nazisterne gjorde det. Det oplyser Jens Michael Hertz, der er professor i Human Genetik ved Syddansk Universitet. Ifølge ham giver det mere mening at tale om ’befolkningsgrupper’.

- Vi ved, at man i nogle befolkningsgrupper har anlæg for særlige arvelige sygdomme. Og blander man sig med mennesker inden for samme befolkningsgruppe, er der større risiko for, at ens børn får sygdommene.

Læs også på Videnskab.dk: Hvordan ser mennesket ud om en million år?

Alle mennesker bærer anlæggene til 3-5 sjældne, arvelige sygdomme i deres gener. Hvis to mennesker med samme anlæg får et barn sammen, er der 25 procent risiko for, at barnet senere vil udvikle sygdommen.

- Jo fjernere man er beslægtet, desto større er sandsynligheden for, at man ikke bærer de samme gen-fejl. Så ud fra det perspektiv er det vigtigt, at forskellige befolkningsgrupper blander gener af hensyn til fremtidens mennesker, siger Jens Michael Hertz.

Det ville med andre ord rydde op i antallet af børn født med gen-sygdomme, hvis alle etniske danskere fik børn med etniske kinesere.

Læs også på Videnskab.dk: Bliver vi tiltrukket af et godt immunforsvar?

Nazisterne tog altså fejl, når de mente, at det var skadeligt at blande gener med folk, der tilhørte andre ’racer’.

- Det var noget værre sludder. Det vil der ikke opstå problemer ved – tværtimod. For når man blander gener, så vil man få fordelt dem, der er bærere af sygdoms-anlæg. Det mindsker sandsynligheden for, at ens børn får en række uhelbredelige sygdomme, siger Jens Michael Hertz. Nazisterne troede også, at de kunne forhindre genetiske sygdomme ved at forhindre, at folk med sygdommene fik børn. Men det var også en fejlagtig tanke.

- Nazisterne troede, at man kan udrydde arvelige sygdomme ved at fjerne de mennesker, der er syge. Men de syge udgør et fåtal i forhold til alle de raske mennesker, der bærer de genetiske anlæg til sygdommene, og som derfor giver dem videre alligevel, siger Jens Michael Hertz.

Det lader altså til, at vores gener har godt af at blive blandet, fordi det formindsker risikoen for, at vores efterkommere får en række arvelige sygdomme. Nazisterne var derfor helt forkert på den.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Din guide til sex i naturen

Slip fisen fri!

Hvornår blev hvide mennesker hvide?