Flere medier og eksperter kalder Margrethe Vestagers nye post som konkurrencekommissær 'meget magtfuld'. Men det er den ikke, siger professor i statskundskab Peter Nedergaard.
Siden det tirsdag aften kom frem, at Margrethe Vestager bliver ny konkurrencekommissær, har man kunnet læse, se og høre, at posten er 'meget magtfuld.'
Den vurdering er professor i statskundskab Peter Nedergaard imidlertid ikke enig i.
På sin Twitter-profil skriver han, at posten som konkurrencekommissær ikke er 'meget magtfuld', men at Vestagers kommissærpost rent magtpolitisk 'blot' ligger i 'den øvre middelklasse'.
- Det er ikke en post, der tilhører toppen af de mest magtfulde kommissærposter. Konkurrencepolitikken i EU er en vigtig politik, men den sætter ikke altid takten for, hvor EU skal bevæge sig hen. Derfor vil jeg også sige, at den er magtfuld, men at kalde den meget magtfuld, synes jeg simpelthen er en overdrivelse, siger Peter Nedergaard til Berlingske.
I stedet vurderer Peter Nedergaard at kommissærposten for det indre marked eller for finansiel regulering, som flere britiske aviser mente, ville tilfalde Vestager, er mere magtfuld.
Læs også: Messerschmidt skuffet over »administrativ post« til Vestager
Peter Nedergaard gætter derfor også på, at Margrethe Vestager ikke har fået den post, hun helst ville have haft. Blandt andet fordi, hun ikke tidligere har beskæftiget sig med konkurrencepolitik.
- Margrethe Vestager får en kommissærpost på et område, hun ikke tidligere har været indover. Derfor ville et område, der drejer sig om finansielle ydelser have passet bedre til hende, hvis man ser på, hvad hun hidtil har beskæftiget sig, siger Peter Nedergaard.