Den Psykiatriske Afdeling i Odense kendte udmærket til den 21-årige mand, der torsdag dræbte sin mor i Kerteminde.
Det fortæller overlæge Sonja Rasmussen til fyens.dk.
»Det er en mand, vi har haft indlagt, og som vi har et ambulant forløb med,« siger hun
Klik her og se mere tv på localeyes.dk
Et ambulant forløb består af løbende samtaler med en patient, der er udskrevet, hvor det hver gang vurderes, hvilken tilstand patienten er i. Hyppigheden mellem samtalerne afhænger af, hvilken tilstand patienten er i.
Overlægen tilføjer, at de har set ham jævnligt siden udskrivelsen i sommer, der skete på baggrund af en vurdering om, at han var i stand til at tage vare på sig selv nu.
Sonja Rasmussen kan ikke fortælle, hvad den 21-årige konkret var indlagt for
»De folk, der er hos os, er jo folk med psykiatriske lidelser. Mange af de unge mennesker, der kommer her, har også et misbrug, som kan trigge psykiatriske lidelser generelt. Vi ser tit hos unge mennesker, at det er en kombination af psykiatri og misbrug. Jeg kan ikke komme ind på, om det er tilfældet her,« siger hun.
Den 21-årige søn, der har bopæl i Odense, blev anholdt og sigtet for drabet, efter at han torsdag henvendte sig på Psykiatrisk Skadestue på Odense Universitetshospital og oplyste, han havde slået sin mor ihjel mor.
Politiet kunne ikke torsdag fortælle, hvad motivet til drabet var.
»Nej, det ved vi ikke, men det er jo en syg mand, der er tale om, for det er jo ikke normalt at slå sin mor ihjel,« sagde Henrik Justesen.