Det sydlige Sjælland, Lolland og Falster blev hårdest ramt i forbindelse med tirsdag morgens skybrud

Morgenens uvejr er overstået. Det var især folk i det sydlige Sjælland, Lolland og Falster, som måtte finde paraply og gummistøvler frem for at komme nogenlunde tørskoet på arbejde.

»Uvejret blev ikke så vildt. Der var lokalt skybrud syd for linjen Stevns til Vordingborg og videre mod det østlige Lolland og Falster. Der er enkelte steder faldet 20 mm regn på 30 minutter. Den øvrige del af Sjælland og København fik kun 5-10 mm regn,« siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen, der også kan berette om torden flere steder.

DMI har ophævet alle varsler, og der er ikke flere på vej. Faktisk kan danskerne se frem til flottere vejr i løbet af dagen.

»Vi forventer, at det klarer op i løbet af eftermiddagen, og der vil gradvist komme nogen sol. Solen skinner allerede i Jylland, og senere på eftermiddagen vil det blive pænt og behageligt vejr i hele landet med nogen sol, svag vind og 20-25 grader. På Bornholm vil vejret i dag være mere skyet end resten af landet, og det vil være lidt køligere,« fortæller Frank Nielsen.

LÆS OGSÅ:

Hos Falck har man ikke haft så travlt, som det måske var forventet. Der har kun været ganske få opgaver.

»Vi havde kaldt ekstra mandskab ind, som var forberedt på flere opgaver i forbindelse med skybruddet. Vi havde dog kun syv opgaver i Nykøbing Falster og en enkelt i Køge, og arbejdet forventes færdigt efter middag. Så det har været stille og roligt,« siger pressemedarbejder Peter Miles.