Mens regnen skyllede ned over Sydafrikas hovedstad Pretoria, blev Oscar Pistorius - også kendt som Sydafrikas OL-vindende 'Blade Runner' - ekskortet ind i byens retssal. Iført en mørkegråt jakkesæt gik han roligt igennem strømmen af fremmødte journalister, mens han stirrede fjernt frem for sig.

Mandag begyndte en over 14 dages lang retssag mod den verdenskendte OL-løber Oscar Pistorius, som er anklaget for at skyde sin kæreste reality-stjernen Reeva Steenkamp med fuldt overlæg. Selv påstår OL-løberen, at han fejlagtigt troede, at han skød en tyv, som var brudt ind i parrets hus.

Anklage-myndigheden mener at kunne bevise, at Oscar Pistorius skød kæresten efter et større skænderi. Reeva Steenkamp skulle efter sigende have gemt sig på toilettet i frygt for OL-løberens raseri, hvorefter han affyrede flere dræbende skud mod badeværelsesdøren.

Den første dag i retten var rent kaotisk. Dommeren var over en time forsinket, og derfor så en ukendt kvinde sit snit til at gøre en dramatisk entre. Kvinden, som hedder Annamarie Versfeld, gik amok på OL-løberen, som hun påstod at kende. Hun skulle efter sigende have råbt, at hun kendte alt til Pistorius' 'skidte karakter', og at han burde indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Første vidne
Da der endelig kom ro i retten, dukkede dommeren op. Herefter stod Oscar Pistorius skoleret i over ti minutter. Med foldede hænder og blikket rettet stift ned i jorden kendte han sig 'ikke skyldig' i alle anklager.

Den første person i vidneskranken var Michelle Burger, som er nabo til Pistorius. Hun kunne fortælle, at hun hørte skud og skrig fra en kvinde natten til d. 14. marts 2013 - samme tidspunkt, som drabet på Reeva Steenkamp fandt sted.

Michelle Burger var dagens eneste vidne. Hun blev krydsforhørt af forsvarsadvokat Barry Roux, som prøvede at finde et hul i Burgers forklaring. Barry Roux påstod blandt andet, at skrigene stammede fra Oscar Pistorius selv og ikke kæresten Reeva Steenkamp . Desuden mente han, at skrigene kom efter skuddene - ikke før.

- Jeg er sikker på, at skrigene var en kvindes. Det kan umuligt have været en mand, sagde Michelle Burger fra vidneskranken.

I alt står 170 mennesker listet som vidner i sagen, som fortsætter frem til torsdag d. 20. marts, hvor der falder dom.

Offentlighedens interesse for sagen er enorm. Over 80 journalister var mødt op i retten, hvoraf halvdelen kom fra udenlandske medier. Oscar Pistorius og Reeva Steenkamp florerede ofte i Sydafrikas kulørte blade, fordi de var unge, smukke og rige. Oscar Pistorius selv er en af landets mest kendte sportsfolk, der, på trods af sine manglede ben, er blevet kendt som en verdensklasseløber på 400 meter. Derfor har han fået tilnavnet 'Blade Runner' - den hurtigste mand uden ben.