Blachman til Pernille: Du laver guld til jern
Blachman hånede Pernille for sangvalgene til Ida i X Factor- semifinalen, der betød farvel til Morten Benjamin
Blachman hånede Pernille for sangvalgene til Ida i X Factor- semifinalen, der betød farvel til Morten Benjamin
I farezonen stod Pernille Rosendahls to unge solister Line og Morten Benjamin. Og for første gang måtte Pernille altså vinke farvel til en af sine kunstnere. Morten Benjamin tog det med ophøjet ro efter han modtog beskeden om, at danskerne havde stemt hans tre konkurrenter videre til finalen.
- Det har du fortjent, sagde den høje og følsomme mand til 15-årige Line, mens han gav hende et stort kram. Selv om Morten Benjamin længe har været en publikumsdarling, så stod han også for to uger siden i farezonen.
Der overlevede han, da Thomas Blachman valgte at stemme sin sidste gruppe Tandberg & Østenby ud. Med kæmpe drama til følge. Seernes beslutning
Men fredag aften var der ingen Blachman til at redde den tårnhøje 22-årige horsensianer.
Det var nemlig udelukkende seernes stemmer, fra de to sidste fredage, som afgjorde, hvem der skulle ud af det populære sangprogram, som hver uge følges af mere end 1,8 mio. seere. Efter programmet sagde Morten Benjamin til B.T.
- Jeg har det super godt. Jeg havde det lidt på fornemmelsen. Så det var fint, at jeg kunne lave en optræden, som jeg kunne være stolt af, sagde Morten Benjamin til B.T. Også den 22-åriges rap-partner på scenen, Yepha, kunne lide hvad han så.
- Du gjorde det skide godt, fik Yepha sagt til Morten Benjamin, da han stod og snakkede med B.T.s reporter. Ellers var fredag aftens største drama, at de tre dommere var rygende uenige om favoritten Idas sidste sang.
Pernille Rosendahl, der er Idas coach og mentor var meget tilfreds med sangen. Men de to mandlige dommere Cutfather og Thomas Blachman var bestemt ikke på samme bølgelængde.
Aftenens største bifald
Det var ellers aftenens største bifald fra publikum i X Factor-studiet, som Ida og aftenens medrapper Youtube-fænomenet Kesi høstede efter deres version af Florence and The Machines ’You’ve Got the love’. Under nummeret blev der klappet med, og klapsalverne fortsatte efter nummeret, fra det tydelig begejstrede publikum. Men det publikum og Pernille havde set, var ikke noget Thomas Blachman kunne få øje på.
- Hmmm… Det handler ikke om at vinde det her program. Det handler om forløbet. Du havde guldet, du gjorde det til jern, sagde den skaldede dommer henvendt til Pernille, inden han fortsatte.
- Jeres samarbejde har bare ikke kunnet effektuere det, det skulle. Du besidder en sjælden evne, som man skal være varsom med. Og den skal du tage vare på, inden du drikker hjernen ud.
Buh-råb til dommerne
Thomas Blachmans udbrud er noget, som de fleste efterhånden er blevet bekendt med. Og derfor kom det måske ikke som den store overraskelse. Men det må det siges at være, da Cutfather, som normalt beskæftiger sig med lige netop den slags numre, som Florence and The Machine laver, stemte i Blachmans kritik-kor.
- Ida, jeg synes, det er det fedeste nummer det her. Men det føles useriøst, når du synger det. Nu har du prøvet det, så bare lad være med det en anden gang sagde Cutfather til efterfølgende buh-råb fra publikum. Og kritikken af den store favorit var absolut heller ikke noget, som Pernille Rosendahl kunne forstå.
- Er jeg den eneste, der hører forkert, sagde Pernille efter Idas andet nummer, til stor jubel fra publikum, og med en bebrejdende mine imod hendes to meddommere.
- Det var fedt, sluttede hun. Efter programmet sagde Pernille Rosendahl til B.T. - Kritikken viser bare, at vi arbejder forskelligt. Men jeg vælger at sidde ved siden af hende i stedet for at sidde på hende, sagde den kvindelige dommer.