- Selvfølgelig var det den rigtige, der vandt. Er du sindssyg, siger en smilende Blachman, lige efter showet.

- Ida er ikke sanger – hun er kunstner. Hun er finurlig, og det er godt, at danskerne har fået øjnene op for det krøllede.

Thomas Blachman, der har haft ansvaret for gruppekategorien i år, har lige siden Idas første audition været begejstret for den 17-årige pige fra Videbæk. Allerede dengang spåede han, at hun ville vinde hele showet. Og ifølge ham, har hun ikke skuffet. Tværtimod.

- Hun overraskede i aften. Positivt, siger han, og fortæller at hun har været et frisk pust i en dansk X Factor-historie, der udelukkende har fostret vindere med pop-baggrund.

- Det har hun helt sikkert været. Det er også derfor, det er godt, jeg ikke skal lave mere X Factor. Nu har det for alvor peaket. Af respekt skal man kende sin besøgstid.

Krøllet vindersang

Den skaldede musiker og komponist har også kun rosende ord til overs for de to finalesange, som finalisterne selv har skrevet.

- De var rigtig fine begge to. Men jeg er glad for, at det var Idas, der vandt. Lines er en god popsang, men Idas er lidt mere krøllet, siger en smilende Blachman, der virker mere end tilfreds med situationen, selvom han selv mistede sine egne deltagere tidligt i forløbet.