Den 20-årige bokser Patrick Nielsen var tæt på at sætte sminkøren på overarbejde i fredagens udgave af Vild med dans, efter de slag han fik under boksebraget i Herning sidste weekend.

Én ting er de muskelømme kroppe, som parrene i årets Vild med dans allerede kæmper med, før ottende sæson skydes i gang fredag. Noget andet er de skavanker, som kan ses med det blotte øje, og som blandt andre bokser Patrick Nielsen var tæt på at troppe op med efter sin boksekamp lørdag.

- Jeg har heldigvis ingen flænger, men jeg havde da et blåt øje, som lige er forsvundet, fortæller det unge bokse-håb.

Lørdag slog han uganderen Farouk Daku ud af ringen i Herning. Snart skal han forsøge at danse sine 11 modstandere ud af dansegulvet, deriblandt Tommy Kenter, Kaya Brüel, Hella Joof, Al Agami og Anne Sofie Espersen.

Fredag danser kun seks af parrene, enten chachacha eller vals, og ingen kan endnu stemmes hjem. Men deres point går videre til næste fredag, hvor første par stemmes ud. De seks øvrige par slipper dog ikke for at vise deres talenter, når der spilles op til fællesdans i programmet.

- Jeg synes faktisk, at dansen gør noget godt for min boksning. Jeg er blevet mere rolig og er blevet bedre til at koordinere mine ben. Min træner synes også, at det er fantastisk god idé, at jeg stiller op. Måske fordi han selv er gammel danser, siger Patrick.

Til gengæld synes bokse-kollegerne at det der dans er en anelse ’fesent’.

- De mobber mig lidt, så jeg glæder mig til at vise dem, hvad jeg har lært. Faktisk er jeg mere nervøs for at gå på gulvet i morgen end for at stå i bokseringen. Tanken om at danse foran hele Danmark er lidt skræmmende, indrømmer han.

Indtil videre ramler dans og boksning ikke sammen i Patricks kalender, og således skulle der være garanti for, at sminkøren ikke kommer på overarbejde.

- Jeg kommer forhåbentligt ikke til at møde op med alt for mange blå mærker, griner Patrick Nielsen.

Se parrene på gulvet fredag klokken 20.00 på TV2, når ottende sæson af Vild med dans skydes i gang.