Forsvarsministeren vil mandag fremlægge et forslag om at afskaffe værnepligten. Men det kan han godt pakke sammen igen, mener både DF, Venstre og Konservative.
Værnepligten er en god base for rekruttering af soldater, og blandt andet derfor skal den bevares. Det mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.
- Vi kender ikke fremtiden. Vi ved ikke, hvor mange soldater, vi får brug for - lige pludselig kan det være, vi får brug for at skrue op for indtaget, og der er værnepligten en god måde at have fleksibilitet på, siger ordføreren, der bakkes op af både Venstre og de Konservative.
Udmeldingen kommer efter, at TV2 Nyhederne søndag aften har erfaret, at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) mandag vil fremlægge et forslag netop om at afskaffe værnepligten. Den idé har han tidligere luftet i sin tid som minister, men denne gang fremlægges forslaget som en del af et samlet udspil, som sammenlagt skal spare 2,7 milliarder kroner. Det erfarer TV2.
Værnepligten har eksisteret siden 1849, og da en afskaffelse kræver en grundlovsændring, vil ministeren formentligt lægge op til en såkaldt suspension, som kan gennemføres inden for lovens rammer.
Men det vil de Konservative ikke være med til.
- Værnepligten er med til at sikre, at forsvarsviljen er bedt forankret i befolkningen, og derfor ønsker vi ikke at fjerne den. Når det gælder forsvar af vores eget land, er det altså en fællesskabsopgave, siger forsvarsordfører Lene Espersen.
En afskaffelse af værnepligten vil i sig selv give en halv milliard kroner om året, erfarer TV2, og det kommer til at koste både arbejdspladser og kasserner. Men selvom der kan spares mange penge, vil Venstre ikke bakke op om forslaget.
- Venstres holdning er stadig den samme omkring værnepligten, og det vil den også være i morgen, at vi er imod af afskaffe værnepligten, siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen.
Det er partierne bag forsvarsforliget, som skal tage stilling til forslaget - det er alle folketingets partier undtagen Enhedslisten.