Bjørn slog Montgomerie i Maraton-match
Bjørn slog Montgomerie i Maraton-match
Bjørn slog Montgomerie i Maraton-match
Danmarks bedste golfspiller, Thomas Bjørn, leverede en mindre sensation, da han sent torsdag dansk tid ekspederede Colin Montgomerie - verdens nummer tre - ud af det uofficelle VM i hulspil i Carlsbad, Californien.
Det skete efter en sand maraton-dyst, hvor danskerens sejr først kom i hus på det femte ekstra hul.
Efter 18 huller havde de to kombattanter vundet hver seks huller, og så måtte Bjørn og Montgomerie ud på 19. hul for at finde en afgørelse. Men den blev delt - ligesom det 20., 21. og 22. - før Thomas Bjørn sørgede for sensationen på nummer 23 - et par-5 hul.
- Det kunne have gået begge veje, men til slut kom jeg altså ud "on top", som Thomas Bjørn udtrykte sig efter sejren, som betyder at han nu er blandt de 16 sidste i turneringen, der har en præmiesum på fem millioner dollars.
Thomas Bjørn møder nu Darren Clarke i ottendelsfinalen fredag. Den nordirske Ryder Cup-spiller vandt i anden runde med 5-4 over amerikanske Mark O'Meara. Også det amerikanske fænomen Tiger Woods er videre efter sejr over sydafrikanske Retief Goosen.
/ritzau/