Efter en opløftende første runde i 69 slag (par 72), fulgte den danske verdensstjerne godt op fredag, da han præsterede en flot runde i bare XXX slag.

Bjørnen lagde stabilt ud på de første fire huller, hvorefter han på femte hul indkasserede en eagle. På samme hul fik han torsdag en birdie, så 519 meter lange par fem hul ligner et af danskerens favorithuller på verdens ældste golfbane St. Andrews i Skotland.

Herefter fulgte seks huller i par, hvorefter danskeren revancherede sig kraftigt på det drilske 12. hul, der i går kostede Thomas Bjørn en dobbeltbogey. I går havde han anderledes styr på spillet, og brugte kun tre slag om at komme i hul, og indkasserede dermed en birdie.

De sidste seks huller bød på 2 birdies og tre par og desværre også en bogey.

Men alt i alt en fremragende runde af Thomas Bjørn, der ialt var tre under par. Dermed er danskeren ialt seks slag under par, og det rakte ved B.T.s deadline til en imponerende delt 6. plads, som dog kan blive nogle pladser dårligere, når de sidste spillere blev færdige med deres anden runde.

Ellers var fredagen endnu engang i Tigerens tegn. Nærmere betegnet det amerikanske golffænomen Tiger Woods, der storspillede, og på det nærmeste smadrede feltet. Da B.T. gik i trykken var han seks slag under par for dagen og 11 under i alt, og førte således med tre slag til nummer to, amerikaneren David Toms og var dermed godt på vej til at tage spændingen ud af turneringen.

Steen Tinning måtte forlade turneringen efter fredagens 18 huller. Den dårlige førsterunde kunne ikke opvejes af en udmærket runde fredag. Tinning kom rundt i en under par og sluttede samlet i tre over par. Det rakte i aftes til en delt 103. plads.