"Men det er svært, for jeg er et meget privat menneske, og når jeg endelig gi'r slip på noget, har jeg meget svært ved at kontrollere det."

Imens sad Lars ved hendes side, og måtte affinde sig med på denne så store aften for ham, at en stor del af opmærksomheden var rettet mod den charmetrolden fra nord, hvis væsen man skal være noget af en kyniker for ikke at falde for.

Hvis rygter og kommentarer om deres samarbejde hidtil har været spidse og spædet op med tyk sarkasme, herskede der i går en både løssluppen og kærligt drillende stemning mellem de to, hjulpet gevaldigt på vej af den palme de hver især skal have under armen hjem.

"I dag føles det somom, det har været det hele værd, synes I ikke? I 1.100 dage var det et følelsesmæssigt helvede, en smertefuld oplevelse, men i dag er alle de dage glemt, og rejsen fuldført.

Det er Cannes' magiske gift," kom det fra Björk, mens Trier gik så langt som at kalde det af få en pris, som opium.

"Når man ikke får nogen, hader man dem. Og når man får dem, er det opium for alle kunstnere. Men opium kan også være godt."

Måske var det dét, Björk skulle have været på, mens hun filmede "Dancer In The Dark". For hende var det sværeste helt klart, at hendes verden spinder omkring musikken, som hun elsker mere end noget andet.

"Og når jeg søger indad rent musikalsk, er det som en drøm, der går i opfyldelse.

Men skuespil er noget mærkeligt noget. For det er meget indadvendt også, men på en ubehagelig måde, og hver morgen når jeg vågnede, glædede jeg mig slet ikke til at arbejde, der var intet behageligt at flygte ind i," siger Björk, som følte sig som en fisk på land.

"Jeg føler mig dybt priviligeret over at ha' min musik, og jeg har aldrig ønsket at blive skuespiller. Men Lars overtalte mig, sagde det skulle være den samme person som lavede musikken og spillede hovedrollen.

Så jeg vidste fra starten, at det her ville blive min første og min sidste filmrolle. Og," tilføjer hun med sit skælmske glimt i øjet, "jeg er enormt glad for, at det så blev den her."