Bjerre er ingen tøsedreng
Morten Bjerre havde noget at gøre godt. "Det er ikke gået så godt i de to seneste kampe. Derfor ville jeg selvfølgelig gerne vise, at jeg hører til på holdet," kom det lidt stille fra ham.
Morten Bjerre havde noget at gøre godt. "Det er ikke gået så godt i de to seneste kampe. Derfor ville jeg selvfølgelig gerne vise, at jeg hører til på holdet," kom det lidt stille fra ham.
"En superindsats både i forsvar og angreb. Bjerre gik forrest i kampen, og det er ikke forkert at betegne vores højre sides indsats som verdensklasse," mente teamchef Leif Mikkelsen.
Han har lagt et hårdt pres på Morten Bjerre ved at lade den store Flensborg-spiller arbejde næste fuld tid i hver kamp i både forsvar og angreb.
I aftes var Bjerre kun lige ude at hente luft et par minutter i anden halvleg, efter at en islandsk albue i solar plexus havde sendt venstrehåndsskytten til fuld tælling. Han hev efter vejret, som var det Lennox Lewis, der havde slået til.
"Det er ikke rart at læse i avisen, at jeg er en tøsedreng. Men det er selvfølgelig ikke bare derfor, at jeg havde noget at vise. Jeg fik bolden i den rette fart, hvilket er afgørende for, om mit spil skal lykkes eller ej," siger Morten Bjerre.
Han indrømmede gerne, at han frygtede for kampens udfald, da det danske hold i allerførste angreb knaldede bolden på indersiden af stolpen tre gange. Først Lars Krogh Jeppesen, så Nikolaj Jacobsen og til sidst Christian Hjermind, hvorefter islændingene løb direkte op og scorede på en kontra til 1-0.
"Uha, tænkte jeg. Skal det nu blive en af den slags kampe igen. Det blev ikke bedre af, at de i løbet af første halvleg fik nogle riposter.
Men vi havde den gejst, der skulle til for at komme tilbage på vindersporet. Jeg synes, at vi har manglet gejsten i kampene mod Sverige og Slovenien," siger Morten Bjerre.