´En selvdød krikke’, ’for lidt hest’ og ’spild af hestekræfter’.
Anmelderne i de store, landsdækkende aviser er nådesløse i deres kritik af den stort opsatte film om legenden ’Tarok’, der har premiere landet over i dag.
Mens BT og Berlingske svinger sig op til middelkarakteren tre stjerner ud af seks, får Anne-Grethe Bjarup Riis’ anden film som instruktør kun to stjerner i både Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken og kun én stjerne i DR-programmet ’Filmland’.
’Filmlands’-anmelder Per Juul Carlsen mener, ’Tarok’ er decideret sjusk, at historien aldrig bliver tydelig, og at Anne-Grethe Bjarup Riis flere gange griber til ’lappeløsninger’.
Men Anne-Grethe Bjarup Riis, der også fik hård medfart af anmelderne for sin debutfilm ’Hvidsteen Gruppen’, der alligevel blev en kæmpe publikumsucces, tager kritikken helt roligt.
- Jeg har da været forberedt på, at nogen ikke ville tage tonen ind og hellere ville se noget hurtigt. Men jeg synes, vi rammer en tone, som er helt korrekt. Jeg havde været utro mod mig selv, hvis jeg skulle lave filmen i en anden tone. Det ville ikke have haft noget med Skive at gøre, siger hun til BT.
Anne-Grethe Bjarup Riis siger, hun laver film efter sin mavefornemmelse og sit hjerte, og at hun ikke bruger energi på at tænke over, hvad anmelderne vil have. Det kan hun alligevel ikke regne ud. Til gengæld glæder hun sig over publikums reaktioner.
’Tarok' får dog ikke kun rene hug. Nordjyske giver således fire stjerner, Kristeligt Dagblad hele fem og også Weekendavisens anmelder, der ikke giver karakter, er overvejende positiv.
Anne-Grethe Bjarup Riis er i øvrigt allerede i fuld gang med researchen til sin næste film. Den kommer til at handle om Karen Blixen og forventes at få premiere i 2015.
