En 45-årig mand fra landsbyen Halling ved Odder skød sig selv i benet og fortalte bagefter politiet, at han havde været udsat for et hjemmerøveri.

En 45-årig, meget fantasifuld mand fra landsbyen Halling ved Odder bandt onsdag aften ordensmagten en ordentlig røverhistorie på ærmet.

Manden kontaktede ved 20-tiden politiet for at anmelde et groft hjemmerøveri. Ifølge manden selv var han blevet skudt i benet, da han havde taget tre tyve på fersk gerning i færd med at bryde ind i sit hjem.

Politiet sendte straks patruljer og en ambulance til mandens bopæl på Gosmervej, hvor den 45-årige ganske rigtig befandt sig med et skudsår i benet.

Det var til gengæld også den eneste sandfærdige oplysning i anmeldelsen, konstaterer vicepolitikommissær Arne Mikkelsen, Østjyllands Politi.

Resten var pure opspind.

Politiets teknikere arbejdede hele natten på gerningsstedet for at sikre spor efter de påståede gerningsmænd. Torsdag morgen erkendte den 45-årige dog, at han havde skudt sig selv i benet, og at hjemmerøverne var en løgnehistorie.

- Vi betragter nu sagen som afsluttet, siger vicepolitikommissær Arne Mikkelsen.

Han betegner skudepisoden som en tragisk hændelse begået af en mand, der psykisk er »ude i tovene«. Han oplyser i øvrigt, at den 45-årige skød sig selv med vilje, og afviser at der var tale om et uheld.

Sagen får sandsynligvis et retsligt efterspil for den 45-årige, der vil blive sigtet for falsk anmeldelse.