Konflikten mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen, der har varslet konflikt fra 1. juli, kan nemlig få et bizart twist, da Spillerforeningen ikke mener, at man har modtaget konfliktvarslet i tide og derfor mener, at en konflikt først kan træde i kraft den 1. august. Midt i de europæiske kvalifikationskampe.

- Efter råd fra LO har vi afsendt en protest til Divisionsforeningen, fordi vi ikke har modtaget konfliktvarslet rettidigt. Hvis ikke Divisionsforeningen er enig med os, må vi gå videre til Arbejdsretten, siger Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup, til Ekstra Bladet.

Divisionsforeningen har samtidig i deres konfliktvarsel friholdt de fem europæiske deltagere, men det er ikke noget, Thomas Lindrup kan se gennemført.

- Der er ingen kampe, der er vigtigere end andre. Jeg kan ikke se, at enkelte får lov at spille og andre ikke gør. Enten spiller alle eller ingen, fastslår Thomas Lindrup.

Hos Divisionsforeningen, der varetager Superliga-klubbernes interesse, står man helt uforstående over for Spillerforeningens måde at håndtere sagen på. Og direktør Claus Thomsen kalder Thomas Lindrups opførsel for besynderlig.

- Vi sendte et anbefalet brev onsdag og har en kvittering på, at det er sendt. Jeg ringede siden fredag formiddag til Mads Øland (Spillerforeningens direktør). Han svarede på sms, han ikke kunne tale. Siden orienterede jeg både Thomas Lindrup og Mads Øland om vores konfliktvarsel på mail, siger Claus Thomsen.

Kan de to foreninger ikke blive enige om en ny overenskomst, bliver der altså konflikt, og så er spørgsmålet, om det bliver fra 1. juli eller 1. august. Ender det med det sidste, kan de danske Europa-deltagere få umådeligt svært ved at stille hold.