Danmark klaskede Malta, fik VM-kvalifikationens første hjemmesejr og gruppens nyttesløse andenplads. Men Morten Olsen er tavs om fremtiden.
Og så tilbage til fremtiden. Danmarks 6-0-sejr over Malta fik plantet et, nå ja, malteserkors over den rød-hvide kvalifikationskampagne, der reelt sluttede fredag med 2-2 mod Italien.
Det endte med en samlet andenplads i gruppen, men da Danmark er den pointmæssige dårligste af ni toere sammenlignet med de øvrige kvalifikationsgrupper, sad danskerne tilbage med Sorteper.
- Det er utroligt bittert at sidde her og vide, at vi ikke skal med til VM, sagde Morten Olsen, der påpegede, at ineffektivt har kostet dyrt:
- Det er paradoksalt at sidde her efter, at have vundet 6-0 over Malta, men der har simpelthen manglet mål. Vi har ikke spillet dårligt, men har bare ikke været effektive nok.
Som et beskedent lyspunkt i VM-mørket fik Morten Olsens tropper hevet kvalifikationsturneringens første hjemmesejr i land efter kiksede forsøg mod Tjekkiet, Bulgarien, Armenien og Italien. Sejrens størrelse vil lune, men derudover er det interessante i landsholdssammenhæng: Hvad nu?
Hvilke spillere stopper efter skuffelsen? Og først og fremmest bliver det til et vagtskifte på landstrænerposten?
- Nej, der kommer ingen udmelding nu. Jeg forstår godt, at emnet er interessant, men der går et stykke tid, før vi melder noget ud. Det, tror jeg, er klogt for både mit og DBUs vedkommende, sagde Morten Olsen fåmælt om sin fodbold-fremtid.
For spillere som Lars Jacobsen og Nicolai Stokholm siger fødselsattesten old boys, og det taler ikke for yderligere en omgang med landsholdet. Alligevel omtalte Morten Olsen efter kampen Lars Jacobsen som en mand, landstræner planlægger med.
- Hvorfor skulle Lars stoppe nu? Det har jeg også sagt til ham. Han spiller noget af sit bedste fodbold. Alder betyder ikke noget for ham. Han har europæisk klasse.
Morten Olsen har efter mere end 13 år på posten tegnet et så ærekært billede af egne ambitioner, at det efterhånden virker utænkeligt, at han vil sætte punktum for sit trænermæssige livsværk med et så uværdigt farvel.
Morten Olsen tøver heller ikke med at kalde det potentielle farvel og den kuldsejlede VM-kampagne for ’forfærdelig’.
- Fodbold kan være berusende og vidunderligt. Fodbold kan være forfærdeligt. Det var forfærdeligt for os denne gang. Vi har tidligere haft marginalerne med os – det havde vi ikke denne gang. Vi spiller på en fantastisk bane i aften. Tænk, hvad det havde gjort for os, hvis vi havde haft en tilsvarende bane i kampen mod Armenien at spille på. Det er årsager, ikke undskyldninger.
Der var en mikroskopisk chance for et comeback til det danske VM-håb, hvis resultater andre steder flaskede sig. Det gjorde de ikke, men at være i en situation, hvor hatten skal hænges på småfolk som Andorra, Estland samt et gigantisk tyrkisk kollaps – det er simpelthen ikke de skridt et landshold skal tage for at kvalificere sig til et verdensmesterskab.
Det er de unødvendige pointtab hjemme mod Tjekkiet, Bulgarien og nederlaget til Armenien, der gør, at publikum i Parken går hjem med spørgsmålet: Hvad nu Danmark?
Morten Olsen gav ikke svaret i aftes, men lover det kommer.