I slutningen af oktober fik Bitten Bjørk stjålet sine to elskede hunde i forbindelse med et indbrud i hendes landejendom i Ringsted. Hundene er siden fundet dræbt, og en 25-årig mand har tilstået at stå bag.
Det oplyser kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til BT.
Bitten Bjørk bor sammen med sin datter og søster på gården, og de er alle dybt berørte. Det fortæller den nære ven af familien, Jette, som ikke vil have sit efternavn frem. BT er bekendt med hendes efternavn.
»For dem er det deres børn, så de er fuldstændig ude af den og meget kede af det. De er frygtelig berørte over, at nogen mennesker kan være så syge at slå deres hunde ihjel,« siger Jette.
Lørdag den 29. oktober kom Bitten Bjørk hjem efter en familiefødselsdag. Der havde været indbrud, og hun opdagede til sin skræk, at hendes to hunde - Malou og Micky - var væk. Det var flere materielle ting som blandt andet computere, smykker og parfumer i øvrigt også.
Malou var en tre år gammel chihuahua, mens Micky på fem år var en blanding mellem en dansk/svensk gårdhund og en chihuahua.
Torsdag den 3. november blev de to hunde fundet dræbt. Ifølge BTs oplysninger havde hundene fået halsen skåret over, men det vil politiet ikke bekræfte.
»Vi vil ikke gå så meget i detaljer,« siger Carsten Andersen, der dog fortæller, at de to hunde blev fundet i et bagagerum, som den 25-årige mand, der er sigtet i sagen, selv viste politiet.
Den 25-årige mand, der er fra Ringsted, er ifølge politiet sigtet for hærværk, tyveri og ulovlig indtrængen. I straffelovens forstand er det hærværk, når man slår hunde ihjel.
Jette fortæller, at hundene var en stor del af Bitten og familiens liv. De havde haft dem, siden de var små hvalpe.
»Deres hunde var deres tro følgesvende. De foretog sig ikke ret meget, uden hundene var involveret. Det var små hunde, som du kunne have med overalt, og det havde de stort set ni ud af ti gange. Når de for eksempel var ude at gå eller motionere, så var hundene altid med. De blev betragtet som en del af familien.«
Derfor fylder tanken om, at de mistede deres elskede hunde den ene gang, de valgte at lade dem blive hjemme, også hos familien.
»Det har de ved gud fortrudt lige siden. Den dårlige samvittighed er ved at æde dem op over, at de ikke tog dem med lige den dag,« siger Jette.
